I det fynske folks tjeneste

Daginstitutioner og skoler åbner efter påske

Efter tre ugers lukning grundet coronakrisen åbner daginstitutioner og skolen for 0.-5.klasse efter påske.

De små klasser og daginstitutioner åbner igen efter påske Foto: arkiv

Vuggestuer og børnehaver samt 0.-5.klasse i landets skoler åbner efter påske, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde.

Det vil sige, at daginstitutioner og skolen for de mindste børn åbner 15. april. Det sker som noget af det første i en gradvis og kontrolleret genåbning af samfundet.

- Åbningen af skoler og institutioner for de mindste betyder, at nogle forældre får mere arbejdsro derhjemme. Det har vi brug for, fordi der er mange opgaver, der står i kø, siger Mette Frederiksen.

Læs også Restauranter og frisører skal fortsat holde lukket

De seneste tre uger har blandt andet budt på hjemmeundervisning af skoleeleverne. Men når der åbnes igen, så er det ikke som før coronakrisen, slår statsministeren fast.

- Jeg forstår godt, at der både vil være forældre og lærere, der vil være bekymrende for at blive smittet. Derfor skal børn og voksne være ude så meget, det kan lade sig gøre.

- Der skal være mere afstand mellem børnene indenfor. Der skal gøres mere rent. Og er man det mindste syg, så skal man blive hjemme.

(Artiklen fortsætter under videoen)

00:24 Luk video

- Alt det skal være på plads, før skolerne kan genåbne, siger Mette Frederiksen.

Børne- og Undervisningsministeriet samt Sundhedsministeriet vil udsende retningslinjer for, hvordan daginstitutioner og skoler åbnes på en forsvarlig sundhedsmæssig måde.

Alle elever fra 6. til 10. klassetrin skal fortsat gå i skole hjemme som i de seneste tre uger. Afsluttende eksamener i folkeskolen aflyses i år, lyder det fra Mette Frederiksen. Årskaraktererne vil i stedet gælde.

Læs også Festivaler og dyrskue må aflyses: Forbud mod større forsamlinger fastholdes til og med august

Netop de mindste børn spiller en central rolle i den gradvise åbning af samfundet. For så længe børnene har været hjemme, begrænser det forældrenes evne til at passe arbejdet.

Børneforældre har et "kæmpe ansvar" for at få struktur på en ny hverdag. Det siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

- I skal forklare børnene, hvorfor de skal holde afstand i børnehaven eller skolen. I skal have en ny struktur på hverdagen. Det er jeg sikker på, at I kan finde ud af, siger Søren Brostrøm.

00:23 Luk video