Den elektriske ål rykker ind på Fyns Terrarium

Reptile Zoo i Vissenbjerg har fået en dødsensfarlig indbygger med strøm nok til at slå et menneske ihjel.

Den elektriske ål vil helst ligge og gemme sig på bunden af små, mudrede vandhuller i den sydamerikanske regnskov, men sådan bliver skæbnen ikke for ålen Eelton. Den er nemlig endt på det fynske terrarium, Reptile Zoo, i Vissenbjerg, hvor den nu skal være en af stedet helt store attraktioner.

En elektrisk ål kan blive op til 2,5 meter lang og veje 20 kg. Eelton er indtil videre en meter lang.

- Og den har et sejt trick. Som navnet antyder kan den udlede elektricitet. 80 procent af ålens krop består af elektriske organer. Den kan udlede nok energi til potentielt at slå et menneske ihjel, lyder det i en pressemeddelelse fra terrariet.

Ålen lever dog helt fredeligt af fisk og små pattedyr, og det er sjældent, at der sker ulykker med mennesker, der får stød. Det er et dyr, der altid har udfordret forskerne, og den har skiftet klassifikation flere gange.

I dag ved man fx, at den elektriske ål i virkeligheden ikke er en ål, men en fisk. Det er dog en helt anden historie.

Oversigt

    Oversigt