Dødsulykke på Storebælt: Beredskaberne kan lære af ulykken

Evalueringen af beredskabernes håndtering af dødsulykken på Storebælt i januar 2019 viser, at der er flere forbedringspunkter, men at indsatsen var tilfredsstillende.

Over to år efter den store togulykke på Storebælt, der kostede otte mennesker livet, har TV 2 Fyn fået aktindsigt i en evalueringsrapport af beredskabernes håndtering. 

Konklusionen på den 25-sider lange rapport er, at det var en tilfredsstillende indsats, som politi, redningsberedskaberne og de andre aktører omkring ulykken udførte. 

Evalueringsrapporten er udarbejdet af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra Fyns Politi, Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Beredskab Fyn, Slagelse Brand og Redning, AMK i Region Syddanmark, Banedanmark og Storebæltsforbindelsen.

Beredskabets udfordringer

Formålet med rapporten er at få sat fokus på, hvilke områder som beredskaberne kan blive bedre til, hvis en lignende ulykke skulle gentage sig. I rapportens konklusion bliver en række konkrete punkter nævnt, hvor  beredskaberne kan lære af ulykken. Det er blandt andet disse områder:

  • Håndtering af tilskadekomne
     
  • Evakuering af passagerer
     
  • Eksperter fra Banedanmark og Storebælt.
     
  • Afkobling af kørestrøm på jernbane
     
  • Information til passagerer

Anbefalinger til fremtiden

På de forskellige områder bliver udfordringerne uddybet, og rapporten kommer med anbefalinger til, hvad man kan gøre bedre på hvert enkelte punkt i fremtiden. 

I rapporten fremgår det, at det var svært at få flyttet tilskadekomne fra passagertoget på togbroen til vejbroen. Årsagen er, at der ikke er forbindelse mellem tog- og vejdelen på broen, og at der i øvrigt var højdeforskel mellem tog og jernbanespor. Det gjorde det vanskeligt at få de tilskadekommende ned på sporniveau, hvor de kunne flyttes over til vejbroen for at blive behandlet.

I forbindelse med øvelser på Storebæltsbroen har man kendt til problemet med at få personer flyttet fra togbro til vejbro. Løsningen på det problem var at bruge aluminiumsplader, som kunne skabe forbindelse mellem brodelene. Men på grund af den stærke vind, var det svært at bruge dem i forbindelse med ulykken.

Her lyder anbefalingen på baggrund af ulykken, at man skal kigge på en anden løsning på det problem. Den løsning skal Storebæltsforbindelsen udvikle sammen med redningsberedskaberne.  

Højdeforskel gjorde evakuering svær

Højdeforskellen fra passagertoget til skinnerne betød også, at der skulle bruges stiger til at evakuere de uskadte passagerer fra toget, og det gjorde det vanskeligt. I rapporten foreslåes ingen konkrete løsninger på det problem, men det fastslåes, at det er vigtigt at være opmærksom på højdeforskellen, og at beredskaberne øver sig og uddanner sig i at evakuere passagerer fra ulykkesramte tog. 

I forbindelse med ulykken blev flere køreledninger revet ned. På grund af den kraftige vind flagrede de strømførende ledninger ukontrolleret rundt, og før strømmen i de ledninger var afbrudt kunne beredskaberne ikke arbejde på stedet. Det gjorde også, at passagerer i toget kunne få den opfattelse, at der ikke skete noget, fordi de kunne se, at der var redningspersonale til stede uden for toget.  Anbefalingen i rapporten lyder, at det skal overvejes, om man automatisk kan afbryde strømmen i køreledningerne på hele strækningen over Storebælt. Ligeledes anbefales det, at man giver information til passagerer i toget om, at hjælpen er på vej, men at strømmen skal slukkes først.

Rod med radioer

Rapporten afdækker også, at der var problemer med kommunikationen mellem aktørerne via det krypterede radionetværk Sine. Blandt andet oplevede beredskaberne, at der var for meget snak på frekvensen, og lyden blev generet af vindstøj. Anbefalingen lyder, at man fremover bruger øresnegle, og at beredskaberne får bedre kendskab til radiosystemerne. 

Endelig beskriver rapporten også, at det var et problem, at der ikke straks blev meldt et telefonnummer ud, som pårørende kunne henvende sig på. Det betød, at pårørende i stedet begyndte at ringe til OUH eller mødte op på OUH. Det betød, at OUH i praksis blev omdannet til evakuerings- og pårørende center, hvilket ikke var hensigtsmæssigt for hospitalet.