Alle fynboer er venlige, imødekommende og humoristiske.
Sådan lød svaret, da TV 2 Fyn interviewede chatrobotten ChatGPT om Fyn.
Efterfølgende trak robotten dog lidt i land, da vi begyndte at stille kritiske spørgsmål, så kan man overhovedet stole på de svar, man får?
Og hvordan skal studerende, undervisere og andre brugere forholde sig til den slags teknologi?
- Slå koldt vand i blodet, lyder rådet fra Ulf Dalvad Berthelsen.
Udover at være et levende menneske er Ulf Dalvad Berthelsen også lektor på Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet.
Her har han blandt andet beskæftiget sig med intelligent teknologi i undervisningen.
- Som alt mulig andet ny teknik, der kommer ind i skolen, så kræver det noget tid, før man udvikler undervisning, der passer til, siger Ulf Dalvad Berthelsen.
Forbudt til eksamen
Én af de store bekymringer i forhold til ChatGPT har været, at elever og studerende kan bruge den til at snyde til eksamen.
Den frygt betyder da også, at Middelfart Gymnasium har valgt at forbyde brugen af chatrobotten til eksaminer. Rektor Betina Axelsen afviser dog ikke, at teknologien kan blive en del af fremtidens undervisning.
- Vores lærere har taget initiativ til at undersøge, hvilke muligheder og faldgruber, der er, men juridisk er vi ikke afklaret med, om vi overhovedet må bruge chatrobotten i undervisningen, siger Betina Axelsen.
Hun er dog ikke i tvivl om, at eleverne allerede har taget teknologien til sig.
Ros de studerende
Det har de studerende på Syddansk Universitet også.
- Den kan bruges til at guide en i den rigtige retning, så man ikke bruger for lang tid på at tænke i en helt forkert retning, siger Kristian Degn Abrahamsen, der læser datalogi.
Han understreger dog, at det kræver øvelse at stille de rigtige spørgsmål til chatrobotten, for at få et godt svar.
Den pointe fremhæver Ulf Dalvad Berthelsen også, der mener, at studerende ikke nødvendigvis skal kritiseres for at bruge ChatGPT i deres opgaver, men derimod have ros for at have brugt lang tid på at interagere med teknologien.
- Det er klart, at der er nogen problematikker med den. Den kan bruges til at snyde med. Det skolerne skal gøre er at interessere sig for, hvordan man bruger den på en konstruktiv måde med et kritisk dannelsesperspektiv i stedet for angst og forbud, siger Ulf Dalvad Berthelsen.
Samtidig kan kunstig intelligens, som teknologien bag ChatGPT kaldes, være med til at afsløre huller i uddannelsessystemet, der ifølge Ulf Dalvad Berthelsen er uhensigtsmæssige.
- Hvis robotten nemt kan svare på en eksamensopgave, så skylder man de studerende at lave bedre opgaver, siger Ulf Dalvad Berthelsen.
Et trickspørgsmål
For nyligt kom det frem, at ChatGPT havde bestået flere eksaminer på anerkendte amerikanske universiteter.
Dog lavede chatrobotten fejl i helt simple regneopgaver, og selvom mange fynboer sikkert er enige med ChatGPT i, at de er venlige og imødekommende, så er det vist en generalisering at sige, at det er egenskaber som alle fynboer besidder.
TV 2 Fyn bad derfor ChatGPT om at formulere et kritisk spørgsmål om sig selv, som vi kunne stille Ulf Dalvad Berthelsen.
Hvordan kan man bedst sikre ChatGPT's nøjagtighed og validitet i forskellige anvendelsesområder, og hvordan kan man undgå forudindtagethed og skævhed i resultaterne?
- Det virker lidt som et trickspørgsmål fra ChatGPT.
- Det overordnede svar handler om, at den her type maskine ikke er bedre end de data, der er puttet ind i den. Helt simpelt, så skal ChatGPT have data af bedre kvalitet uden bias, men spørgsmålet er, hvor meget data vi selv betaler med, for at få et bedre resultat, siger Ulf Dalvad Berthelsen.
På Syddansk Universitet er flere af de studerende godt klar over, at ChatGPT har visse fejl, og derfor stoler de heller ikke blindt på de svar, den giver.
- Mit indtryk er, at den ikke bliver brugt til opgaver på mit studie, fordi der skal være kilder på. Men den kan være god til at tjekke, om man har svaret rigtigt på et spørgsmål, siger Emil Kronborg Bejning, der studerer farmaci.
Hvad ved en chatrobot om fynboerne? Det spurgte vi ChatGPT om. Læs her, hvad der kom ud af det interview.