Dyre cykler stjæles og sælges videre: Umuligt at tjekke millioner af annoncer, siger DBA

Der bliver i gennemsnit stjålet en cykel hvert kvarter og nogle af dem sælges videre som hælervarer. Men hos Den Blå Avis er det svært at gennemskue mængden af hæleri og endnu sværere at komme den til livs.

Der bliver i gennemsnit stjålet syv cykler om dagen på Fyn. Selvom det er et fald i antallet af cykeltyverier, så bliver der stjålet for flere penge. Nu er det nemlig de dyre cykler, der bliver stjålet.

Men hvor de ryger hen, det kan være svært at svare på. Kun omkring to procent af de anmeldte cykeltyverier på Fyn, bliver nemlig opklaret. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I nogle tilfælde bliver cyklerne videresolgt i Danmark. For nylig blev en 40-årig mand dømt for at stjæle og sælge cykler til en værdi af 1,4 millioner kroner. Han solgte flere af cyklerne på annoncesiden Den Blå Avis, hvor privatpersoner kan sælge og købe brugte varer.

- Det er en vanvittig og meget usædvanlig sag. Han har været meget grundig i sin svindel. Derfor er det også meget svært for os som markedsplads og for købere at sikre sig imod, siger Lene Kristensen, der er kundeservicechef hos Den Blå Avis.

Hun beklager, at det kan ske på deres hjemmeside, men påpeger samtidig, at det er svært at undersøge annoncerne for hæleri. Den 40-årige havde nemlig forfalsket stelnumrene på cyklerne, så de ikke kunne slås op i politiets register.

Hos Den Blå Avis har de ikke noget overblik over, hvor stort problemet med hæleri er. Det kan nemlig være svært at vide med sikkerhed, og hvis der er mistanke om hæleri, går sagen direkte videre til politiet.

- Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at brugeren er den, de udgiver sig for at være, men det er kun politiet, der kan vurdere, om en vare er en hælervarer, siger Lene Kristensen.

Håber på opmærksomme brugere

Virksomheden bag hjemmesiden har ikke nogen ansat til at gennemgå annoncerne for at undersøge, om det er hælervarer, der bliver solgt. 

I stedet har de systemer, der tjekker annoncerne for bestemt adfærd, og opfordrer deres brugere til at indberette, hvis de ser en annonce, de tror, kan indeholde hælervarer.

- Vi kan umuligt tjekke alle 2,8 millioner annoncer på vores site, men vores brugere er gode til at give os besked, når de oplever noget, der ser mistænkeligt ud. Netop når det handler om svindel eller salg af hælervarer, så undersøger vi det hurtigt, siger kundeservicechefen.

For at forsøge at komme problemet til livs, kræver Den Blå Avis, at flere brugere validerer deres profil med NemID, så det er sværere at oprette falske profiler. Og blandt brugere, der sælger cykler, er det et værktøj, der bliver brugt meget.

- Der er brugere, vi beder om at NemID-validere deres profil, før de får lov at sælge en vare. Det vil mange, der sælger cykler, opleve. Det er netop for at minimere salget af hælervarer, siger Lene Kristensen.

Svært at fjerne problemet

Hos forsikringsselskabernes brancheforening F&P peger man på, at udviklingen med at det er de dyrere cykler, der bliver stjålet, er et udtryk for mere organiseret kriminalitet, hvor cykeltyvene er strategiske, når de vælger, hvilke cykler de stjæler.

Den Blå Avis oplever også, at selvom de arbejder på at gøre det sværere at svindle, så bliver tyvene klogere. Derfor kan det være svært at finde en konkret løsning, der kan løse problemet.

- Vi vil hele tiden gerne gøre mere. Men når vi laver nye tiltag, så kan vi se, at svindlerne også udvikler sig for at omgå reglerne, siger Lene Kristensen.

For at undgå at købe en stjålet cykel, opfordrer hun fynboerne til at købe fra brugere, der har valideret deres konto og kun bruger betalingsformer som MobilePay, som er knyttet op på sælgerens CPR-nummer, og som derfor gør det sværere at svindle.

For at undgå at ens egen cykel ender som en hælervare, kan man som cykelejer også gøre forskellige ting.

Oversigt

    Oversigt