- Alex har selv været åben om det der er sket, og han har taget ansvar for det. For mig er det afgørende, at man står ved sine fejl og lærer af dem. Jeg mener fortsat, at Alex er en dygtig politisk leder, og jeg har tillid til hans arbejde som formand, skriver Martin Lissner i en mail.
Både Malte Jäger og Pia Offer Madsen afviser direkte at kommentere yderligere.
Katrine Daugaard uddyber i en ny mail sit svar:
- Det der betyder noget for mig er, at dette ligger mange år tilbage, at Alex konsekvent har modet og ærligheden til at stille sig frem som et helt menneske - og her er vi alle fejlbarlige. Perfekthedskulturen er ikke sund - hverken for mennesket eller for vores demokrati.
- Det vigtige er, om vi lærer af de fejl vi begår gennem livet. Jeg oplever Alex, som en der konstant forholder sig til, og udvikler sig selv som menneske i verdenen og i samspil med os omkring ham, og ikke mindst er sit ansvar utroligt bevidst. Det kan mange lære af - også på Christiansborg.
TV 2 Fyn har endnu ikke fået svar fra kandidaten Araz Khan.
Ville gøre kokain lovligt
Alex Vanopslaghs indrømmelse kom efter nogle dages pres. Det begyndte, da Alex Vanopslagh i DR-podcasten ‘Genstart’ trak et forslag om at tillade salget af kokain på apoteker tilbage. Et forslag han selv stod bag i 2023.
Efterfølgende spurgte flere medier, heriblandt Ekstra Bladet, partiformanden, om han selv havde indtaget kokain i sin tid som partiformand. Det ville han ikke svare på. Det ændrede sig dog søndag, da han lagde opslaget på Facebook. Her skrev han blandt andet:
- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ikke har levet et ungdomsliv efter at jeg skulle være partileder en dag. Jeg har aldrig fremstillet mig selv som et englebarn. Jeg har som så mange andre unge begået fejl og også festet igennem. Men jeg er selvfølgelig en helt anden person i dag end dengang jeg var 20 år. Jeg er også en anden i dag, end før jeg blev ramt af stress.