Efterårsferien er højsæson for indbrud

Mange hjem på Fyn har haft ubudne gæster i efterårsferien, beretter politiet over hele landet. Helligdage, efterårsferie og vinterferie er ofte højsæson for indbrud.

Ordensmagten har ikke kun haft travlt med at opklare skuddramaer i weekenden. Mange danskere har nemlig også anmeldt indbrud i deres hjem, på offentlige institutioner og i virksomheder. Det er helt normalt, når efterårsferien når sin afslutning, fortæller politiet over hele landet.

- Det er typisk for denne tid af året, at vi modtager langt flere anmeldelser af indbrud end normalt. Sådan er det altid, når vi har perioder med helligdage, efterårsferie eller vinterferie, siger vagtchef ved Odense Politi Erik Halkjær.

At mange anmelder indbrud i især den sidste weekend af efterårsferien skyldes, at hjemmets beboere har været bortrejst og først nu opdager, at der har været ubudne gæster.

- Når et hus står ubeboet hen, er det jo et nemt for tyvene at bryde ind. Det er oplagt, at nogle indbrud først bliver opdaget et stykke tid efter, de er blevet begået, uddyber Halkjær og fortæller, at computere, Ipod og designmøbler er i høj kurs blandt tyvene.

I Århus har politiet også registreret flere indbrud, men denne efterårsferie går ikke over i historien som den mest travle, fortæller vagtchef Vagn Martinussen.

- Det er helt som forventet, når danskerne har været længe væk på ferie. Men det er ikke voldsomt i forhold til, hvad vi regnede med, siger han.

Oversigt

    Oversigt