En mild og solrig juleaftensdag venter os

Juleaftensdag skinner solen fra en høj himmel, og det bliver mildt. Resten af julen dækker skyerne himlen.

Der venter milde og ikke hvide juledage forud. Ski, skøjter og kælke må derfor blive i skuret nogen tid endnu. Der er ingen sne i sigte i den nærmeste fremtid.

Tværtimod viser julevejret sig fra sin milde side, selv om der kommer både regn og blæst.

- Lillejuleaften passerer en koldfront landet fra nordvest og giver udbredt regn til hele landet i løbet af eftermiddagen og aftenen.

- Det giver i perioder hård vind ved Vestkysten, siger vagtchef ved DMI, Bill Vejdegren.

Juleaftensdag er koldfronten passeret. Det klarer op og den store dag bliver lys og tør med sol. Som bestilt tager vinden også lidt af. Det bliver en mild dag med dagtemperaturer på mellem fem og otte grader.

Men når julefreden sænker sig julenat, kommer skyerne igen, og det vil regne indimellem.

Den obligatoriske gåtur juledag og anden juledag kommer til at foregå i forårstemperaturer mellem 5 og 10 grader.

- Det er meget usædvanligt for årstiden, men det sker indimellem, siger Bill Vejdegren.

Luften blive mere fugtig igen, og det betyder, at vi får gråvejr med mange skyer, dis og lidt regn af og til, især juledag.

- Alt i alt bliver julevejret med op til tocifrede varmegrader, uden mulighed for sne eller is. Juleaftensdag får vi endda sol - det er da ikke så ringe endda, siger vagtchefen.

Dagen mellem jul og nytår bliver blæsende og grå, forudser DMI.

For juletrafikken betyder det milde vejr, at der ikke er fare for isglatte veje og gammelt sne i vejkanten.

Lillejuleaften er årets største og mest travle rejsedag, hvor tusindvis af danskere krydser landet for at holde jul med familien i både tog og bil.

Et af de mest travle steder er ved Storebælt, hvor 36.500 biler skal over bæltet. Det er dobbelt så mange som på en almindelig hverdag.

Oversigt

    Oversigt