Fire milliarder til mere biogas: Kunder kan ikke få hjælp til gasregningen

Der er brug for mere biogas, og derfor har regeringen sat fire milliarder kroner af til en støtteordning. Kunder, der rammes af de stigende energipriser, kan dog ikke få hjælp, lyder det fra klimaministeren.

80 procent. Så meget er gaspriserne steget som følge af krigen i Ukraine.

Søndag sagde statsminister Mette Frederiksen (S) at Danmark skal være uafhængig af russisk gas ”så hurtigt som overhovedet muligt”, og tirsdag præsenterede EU-Kommissionen så sin plan for, hvordan Europas behov for russisk gas kan reduceres.

Én af de løsninger hedder biogas.

- Biogassen er allerede meget vigtig for Danmark. Faktisk så står biogassen for omkring 25 procent af vores gasforbrug, og det stiller os jo bedre i forhold til andre lande i denne her meget alvorlige situation, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

Venter på EU

Selvom klimaministeren mener, at Danmark er stillet bedre end andre lande, når det kommer til biogas, så kan biogasforbruget på kort tid øges til 50 procent ifølge professor i cirkulær økonomi på SDU Henrik Wenzel.

Det kræver politisk vilje til at fremskynde støttepuljer til biogasanlæg, mener professoren, og klimaministeren er ikke uenig i, at det er en god ide.

- Vi har faktisk sat fire milliarder kroner af til en støtteordning, som vi skal have godkendt så hurtigt som muligt i EU, men der er vi altså afhængige af, at det bliver statsstøttegodkendt af de rette instanser.

- Vi er præcis i gang med at fremskynde det her, fordi den situation vi er i lige nu betyder, at vi har endnu mere brug for biogassen, end vi havde tidligere, siger Dan Jørgensen.

Han fortæller desuden, at man i samarbejde med biogasbranchen er i gang med at undersøge, om der er andre ting, man kan gøre for at øge produktionen af biogas.

- Men jeg må også sige, det er ikke så nemt lige at øge produktionen, fordi havde det været det, så var den nok allerede blevet øget alt den stund, at priserne har været ganske høje ganske længe, og man derved faktisk har haft incitamenter til at øge produktionen allerede, siger klimaminister Dan Jørgensen.

Ingen varmecheck til højere indkomst

I den seneste tid har mange danskere kunne se deres gasregning stige og stige. Derfor fik regeringen tilbage i februar sat en milliard kroner af til at give en økonomisk håndsrækning til gaskunder, der har en lav årlig indkomst.

Næste skridt er ifølge Dan Jørgensen at få gjort kunderne helt fri af gassen. Det skal ske ved at finde alternative kilder til fjernvarmeanlæg, der bruger gas, og de husstande, der har individuelle gasfyr, skal enten omlægges til fjernvarme eller installere varmepumper.

Alligevel afviser klimaministeren, at aftalen om en varmecheck vil kunne udvides, så den også gælder folk med højere indkomster, der bliver ramt af de stigende priser.

- Det er en vanskelig situation for alle. Ikke kun på grund af stigende energipriser, der er også stigende priser generelt i samfundet, og det er klart, hvis man skal forestille sig, at vi fra politisk side skal gå ind og kompensere danskerne for det, så er det jo nogen meget, meget store milliardbeløb, vi i givet fald skulle finde finansiering for. 

- Det er ved at skære enten i velfærden eller den grønne omstilling eller andet, og det er der jo heller ikke den store appetit på i Danmark, som det ser ud nu, lyder det fra klimaministeren.

Varmechecken, der lyder på 3.750 kroner, er skattefri og vil hjælpe cirka 320.000 husstande i Danmark. 

Oversigt

    Oversigt