Flere spor spærres på Storebæltsbroen

I foråret vil Sund & Bælt tage de sene nattetimer i brug for at optimere udførelsen af vedligehold af Storebæltsbroen. Det medfører, at der vil forekomme dobbeltrettet trafik på broen.

Sund & Bælt vil udføre nattearbejde på Storebæltsbroen i forårsmånederne for at vedligeholde den knapt 25 år gamle forbindelse.

Det vil skabe dobbeltrettet trafik på broen om natten, som betyder at kun to ud af fire spor kan benyttes. 

Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Formålet med vedligeholdelsen er at øge sikkerheden på Storebæltsbroen og sikre hurtigere afvikling af kø ved uheld for medarbejdere, der arbejder med vedligeholdelse af broen, og for bilister.

De lave trafiktal om natten giver de medarbejdere, som udfører arbejde på broen, mulighed for at arbejde i et trafikfrit område i den ene side af broen, mens den anden side er dobbeltrettet.

En del af vedligeholdningsarbejdet er at montere elektroniske færdselstaver, og i løbet af foråret skal omkring 60 variable tavler opsættes.

Nattekørsel med restriktioner

Torsdag den 31. marts frem til fredag morgen den 1. april, vil trafikken være dobbeltrettet på broen fra klokken 21.00 til 05.00. 

Den efterfølgende nat vil der også arbejdes på broen fra 21.00 til 06.00.

I april og maj vil der ligeledes arbejdes i to nætter. 

Den dobbeltrettede trafik medfører en hastighedsbegrænsning på 80 kilometer i timen. Overhaling er ikke tilladt.

Når trafikken omlægges om aftenen og igen om morgenen, kan der opstå kort ventetid. I cirka 20 minutter vil broen være lukket helt for biltrafik, når dette sker.

Særtransporter bredere end 3,3 meter eller større end broklasse 100 er ikke muligt ved dobbeltrettet trafik. 

Oversigt

    Oversigt