Forårsbebuderne er mange; vintergækker, fuglekvidder og bøgen, der springer ud.
For tredje år i træk er det et bøgetræ nær Mesinge på Østfyn, der springer ud som Danmarks første.
Det bekræfter meteorolog ved TV 2 Vejret Jonas Damsbo.
- Det er et klassisk forårstegn. Det sker ofte, når vejret har været varmt i en længere periode, siger Jonas Damsbo til TV 2 Fyn.
En tyvstartende bøg
Normalt springer den første bøg ud fra sidst i marts og frem til midt i april. I år skete det 4. april, og selvom martsvejret har været rekordsolrigt, overrasker det alligevel meteorologen, at bøgen er sprunget ud så tidligt i april, hvor vejret har været vinterligt med sne og minusgrader.
- Det er lidt usædvanligt, men derfor kan der jo godt være enkelte bøge, der er tyvstartet, siger Jonas Damsbo.
De seneste fire år har Fyn taget sejren med årets første bøg. I 2022, 2021 og 2020 var det nordfynske bøgetræ først, mens det i 2019 var et træ ved Tiselholt Gods øst for Svendborg.
Året før det sprang det ud først i Silkeborg.
Et bøgetræ er sprunget ud, når bladene er større end en tokrone.