Fynske danmarksmestre i minigolf
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Fyn har fået hele to danmarksmestre i minigolf.
Det drejer sig om Leif Meitilberg fra Odense Minigolf Club og Birte Bruhn fra Putter Team Odense, der netop har vundet DM i henholdsvis herrer senior og dame senior - og dermed blev begge kategorier ved DM altså vundet af fynboer.
Seniorkategorien betegner spillere i aldersgruppen fra 45 til 65 år.
I gårsdagens holdturnering blev Leif Meitilbergs hold, Odense Minigolf Club, danske mestre for hold. Det skete blandt andet efter en runde, hvor Leif Meitilberg havde formået at lave "hole in one" hele 18 gange i træk.
På tredjepladsen i dagens konkurrence for herrer var der også fynsk islæt. Det var nemlig Lars Rosenquist fra Putter Team Odense, der vandt bronze.
Konkurrencen fandt sted i forbindelse med DM-ugen, der løber af stablen i disse dage, hvor der dystes i mange forskellige idrætsgrene.