Gidsel når nye højder med hovedet under armen

Mathias Gidsel har været forberedt på, at modstanderne nu kender ham langt bedre end under VM.

Mathias Gidsel var den store danske overraskelse på vej mod guldet ved håndbold-VM i januar, men den hurtige back har tilsyneladende meget mere at byde på.

GOG'eren er startet OL med forrygende præstationer og var Danmarks store spiller, da Egypten mandag blev besejret 32-27.

De store egyptere var tydeligvis forberedt på den unge danskers hurtige fødder og smidige bevægelser. Alligevel kunne de intet stille op, når Gidsel snoede sig igennem til otte scoringer.

- Det er nogle gange lidt med hovedet under armen og så bare hoppe igennem, konstaterer Mathias Gidsel om sin særegne spillestil.

Mere aggressiv

Både han og landstræner Nikolaj Jacobsen har været opmærksomme på, at der under OL er markant mere fokus på Gidsel i kampene og har forsøgt at lave modtræk mod det.

- Der er sket meget siden VM. Jeg kan ikke fedte mig lige så meget igennem længere, som jeg kunne til VM, hvor folk ikke kendte mig. Nu kender folk mine styrker, og jeg skal tage mere ansvar på dette hold, siger Gidsel.


- Jeg er begyndt at gå lidt mere på ydersiden af modstanderne og er mere aggressiv i mine dueller, end jeg var til VM, hvor jeg var lidt nervøs for at lave fejl.

- Samtidig er det rigtig godt for mig, at modstanderne skal støde langt frem mod Mikkel Hansen. Mod Egypten fik jeg to meter på hver side af en stor forsvarsspiller, og det er jo lige guf for sådan en som mig, lyder det fra backen.

Det er kun håndbold

Han oplevede en lille nedtur i ugerne efter VM, hvor han havde svært ved at komme op i gear i kampene i den hjemlige liga.

Det var svært at falde ind i hverdagen oven på de hektiske VM-uger. Og pludselig var omverdenens forventninger markant større, end han havde været vant til.

Med hjælp fra en mentaltræner har han dog lært at håndtere sin nye status.

- I sidste ende er det jo kun håndbold. Man kan hurtigt komme til at tænke på, at mange mennesker sidder og kigger med og har forventninger.

- Men jeg ved, hvad holdet og Nikolaj forventer af mig, så det er bare med at tage hovedet under armen og lade være med at tænke for meget, siger Mathias Gidsel.

Han og resten af håndboldlandsholdet spiller næste gang klokken to natten til onsdag dansk tid.