GOG kommer ned på jorden med CL-nederlag i Rumænien

GOG tabte for første gang i sæsonens Champions League, da Dinamo Bukarest var en tand for stærk i Bukarest.

Efter sejre i sæsonens to første Champions League-kampe kom GOG onsdag aften ned på jorden i udekampen mod Dinamo Bukarest.

Rumænerne besejrede det fynske hold med 35-28 efter pauseføring på 17-12.

Dermed overtager Dinamo Bukarest førstepladsen i gruppe D fra netop GOG. Rumænerne har fem point for tre kampe, mens GOG har fire point.

Det kræver en plads blandt de to bedste for at kunne gå videre.

- Fik aldrig fodfæste

Dinamo Bukarest var en klasse over det danske mandskab i kampen, medgiver GOG-træner Nicolej Krickau.

- Vi fik aldrig fodfæste i kampen. Bukarest afviklede kampen rigtig godt og viste, hvorfor det er gruppens favorit. Vi fandt aldrig formlen til at få det tempo på kampen, vi ønskede.

- Skulle vi slå dem på udebane, havde det krævet, at vores kontrafase lykkedes, og det gjorde den ikke, fordi det krævede, at vi kunne stå distancen defensivt, siger Nicolej Krickau.

GOG var aldrig foran i kampen, men formåede dog at hænge på i indledningen. Således svarede GOG godt tilbage og vekslede 4-8 til 8-8.

Ingen spænding

Fynboerne hang nogenlunde på indtil 11-13, men rumænerne trak fra i første halvlegs slutning og var foran med fem mål halvvejs.

GOG var aldrig i nærheden af at skabe spænding i anden halvleg. Længe vekslede hjemmeholdet mellem føringer på fire og fem mål, og da der blev ændret på det, var det Dinamo, der øgede.

Flere gange førte Bukarest-mandskabet med syv mål, og efter 60 minutter var det også afstanden mellem de to hold.

- Vi er lidt kede af, at vi endte med at tabe med syv og ikke de fire, vi var nede med i slutfasen. Det havde givet nogle bedre muligheder indbyrdes, siger træner Krickau.

GOG's næste opgave i turneringen er hjemmekampen mod Wisla Plock fra Polen 13. oktober.

- Perspektiverne i gruppen er uændrede. Vi er fire-fem hold, der kan gå videre, men Bukarest og Plock er helt klart de største favoritter, vurderer GOG-træneren.

Oversigt

    Oversigt