I november 2007 besøgte TV 2/FYN Torben Juul fra Bogense. Han havde travlt - for han havde bestillinger på julegaver. Julegaver, der var helt unikke.
Torben Juul laver nemlig smykker. Af hår.
Jeg plejer at sige, at hvis man går med andres hårsmykker, så er det som at børste tænder med andre menneskers tandbørster.
Torben Juul, Smykkemager
- I starten syntes jeg, at der var noget fascinerende over det - men også lidt ulækkert. Smykker af andres menneskers hår. Jeg plejer at sige, at hvis man går med andres hårsmykker, så er det som at børste tænder med andre menneskers tandbørster.
- Men når det er ens kæreste eller ens eget hår, så er det selvfølgelig en helt anden historie, fortalte Torben Juul under interviewet fra 2007.
- Det er jo meget ofte kvinder, der vil gå med smykker af deres eget hår eller deres mors hår. Man gemmer jo stadig fletninger fra nulevende og afdøde. Og så er der piger, der gerne vil have lavet et armbånd af hår fra deres hest.
- Men så er der også de mere specielle ønsker, hvor man kommer over i hundehår. Kattehår har jeg ikke prøvet, men det kan man heller ikke. Det er simpelthen for kort.
TV 2/FYN har i dag talt med Torben Juul - og han laver stadig smykker af hår.
- Når man først har lært det, så holder man aldrig op. Det er afslappende.
Torben Juul laver flere forskellige slags smykker - men de fleste leverer selv deres hår til ham, når de skal have lavet et smykke.
- Det kan være gamle Fru Jørgensen, der har haft sin fletning liggende siden 1935, eller den unge elskende, der ikke kan holde hænderne fra hverken pigen eller hendes hår, som så får lavet et armbånd af pigens hår.
Hvad er en hobby?
Gyldendals Leksikon skriver: Hobby, interesse eller yndlingsbeskæftigelse i fritiden. I modsætning til det beslægtede begreb husflid, der er stærkt præget af et nytteaspekt, er hobby i sin kerne uforpligtende voksenleg.
Kurts kuglepenne
I 2008 besøgte TV 2/FYN Kurt Madsen fra Ringe.
Han havde to værelser fyldt med kuglepenne. Faktisk havde han på det tidspunkt 53.000 forskellige kuglepenne.
- Nogen samler på malerier - jeg samler på kuglepenne. Jeg synes, at kuglepenne kan være ligeså kønne. Et maleri kan du ikke altid se, hvad forestiller - og så siger de, at de er kønne? Jeg synes, de er grimme, når man ikke kan se, hvad det er.
Kurts hustru måtte trisse ind i stuen til papegøjen, når hun trængte til at tale om andet end kuglepenne.
Bliv lidt klogere på hobbybegrebet
Ordet hobby er engelsk 'kæphest', af meng. hobi(n)'pasgænger', af uklar opr.
I bred betydning omfatter hobbybegrebet over 1000 forskellige fritidsaktiviteter, fx sport, modelbyggeri, lystfiskeri, fotografering samt former for "gør det selv-aktiviteter".
Mange hobbyaktiviteter er flere tusinde år gamle, men hobbybegrebet som sådant forudsætter et samfund, hvor man opererer med en arbejdspligtig og en arbejdsfri tid.
Den øgede fritid er derfor en vigtig forudsætning for hobbyaktiviteternes store omfang. Både organisatorisk og kommercielt er området præget af stor specialisering.
Med hobbyvirksomhedens vældige omfang knytter der sig en betydelig interesse til denne del af samfundsøkonomien.
Kilde: Gyldendal Den Store Danske