Ingen videoovervågning i Odense

Fyns Politi mener ikke der er brug for videoovervågning i Odense. I hvert fald ikke endnu. En arbejdsgruppe skal undersøge nærmere. 

Politidirektør Poul Bjørnholdt Løhde, Fyns Politi meddelte tirsdag borgmesteren i Odense, Jan Boye, at politiet ikke mener der er behov for videoovervågning af byens natteliv.

Dels er mængden af vold begrænset. Dels har politiet allerede gjort en del, bla. indført visitationszone.

En gennemgang af voldssagerne viser, at der har været ca. 25 voldssager i værtshusmiljøet i den indre by det sidste halve år.

Bortset fra knivstikkeriet 13. januar, hvor to personer blev såret, har knivstikkeri ikke været et markant problem.

Politiet er til stede i nattelivet, især i weekenden og har etableret visitationszone. Hidtil er der gennemført ca 40 visitationer og to ransagninger. Udbyttet heraf har været en enkelt ulovlig lommekniv, en klump hash og en tåregas-spray, forklarede politidirektøren.

Derfor skønner politiet ikke, det er nødvendigt med videoovervågning.

Da det ikke kan udelukkes, at man på et senere tidspunkt vil overveje at etablere overvågning, bliver der nedsat en arbejdsgruppe, som skal undersøge, hvordan det kan gøres mest hensigtsmæssigt.

Oversigt

    Oversigt