Jæger sigtet efter skud mod bil

Den 69-årige jæger, der i maj skød gennem en bilrude på Langeland, er nu sigtet i sagen. Det skriver fyens.dk.

Politiet har nu afsluttet efterforskningen af sagen, hvor en jæger fra Langeland skød gennem en bilrude, og kun var 30 centimeter fra at ramme bilens fører.

Det har resulteret i, at jægeren nu er sigtet i sagen.

- Vi har foretaget en gerningsstedsundersøgelse og bilen, der er ramt, er blevet undersøgt ved teknisk afdeling, fortæller politiassistent Palle Pedersen fra Fyns Politis særlovsafdeling til fyens.dk.

På baggrund af efterforskningen er den 69-årige mand fra Lohals nu sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252 stykke et, hvor det lyder, at den der på hensynsløs måde bringer nogens helbred i fare, kan straffes med fængsel op til otte år.

Den sigtede mand henvendte sig selv til politiet søndagen efter skudhændelsen.