Lyden af Afdelingen for Medicinske Mavetarmsygdomme, Afdeling S, på Odense Universitetshospital, OUH, er lyden af Maha Almahmoud og hendes kollegers hurtige fødder i bløde sko, der går raskt op og ned ad gangen, ind og ud af stuer, i pendulfart mellem kontorer og mødelokalet og så en enkelt gang ind på frokoststuen.
Afdelingen har som andre på hospitalet svært ved at rekruttere sygeplejersker. På Odense Universitetshospital har det vist sig, at godt hver tiende stilling som sygeplejerske ingen ansøgere fik i 2021.
På Afdeling S betyder det, at de har nedlagt to sengepladser, så de i dag har det antal senge, de får på Nyt OUH, og de har ansat andre faggrupper til at varetage nogle af sygeplejerskernes opgaver, men nu venter de på handling fra politikerne. For de kan ikke blive ved med hver eneste dag strække sig langt for at nå det hele.
Det handler både om mangel på sygeplejersker og et system, hvor der er skåret ind til benet.
- Det er et stort problem, fordi vi altid står i den situation, hvor vi afvejer; hvor er det, vi kan gå på kompromis med noget i dag, siger Louise Vestring, chefsygeplejerske på afdeling S.
- Min største frygt er også, at rekrutteringsudfordringen en dag bliver værre, tilføjer hun.
Klokken 07.00
TV 2 Fyn har fået et kig ind i dagligdagen på afdelingen, hvor Maha Almahmoud blev ansat 1. september.
Hun møder klokken 7 sammen med resten af dagsholdet. De klæder om til blå kitler, t-shirts og mørkeblå bukser, og mødes på et trangt kontor, hvor dagens opgaver bliver fordelt.
Efter mødet sætter hun sig ved computeren for at læse op på de to patienter, hun har ansvaret for i dag. Hun er i oplæring sammen med en anden nyansat under Trine Ladingkærs vinger, afdelingens kliniske sygeplejespecialist med ansvar for oplæring.
- Jeg var sosu-assistent hjemme i Norge, men jeg ville have flere udfordringer, fortæller hun.
Derfor læste hun til sygeplejerske i Svendborg. Hun har allerede mærket, at jobbet i Danmark er anderledes end i Norge.
- Der er flere ting, vi skal nå, og færre hænder til at nå det. Det kan føles som om, jeg har været på arbejde en time, når jeg kommer hjem efter syv, fortæller hun.
Lige nu er der ro til, at hun kan sætte sig ind i, hvilken behandling der er sat i gang hos de to patienter, og hvad der er planlagt, inden hun skal gå stuegang.
Og der er nye, spændende opgaver i vente i dag. Hun skal assistere til en leverbiopsi og lægge sin første sonde på samme patient.
Klokken 07.30
Maha Almahmoud er hun på vej til patienten på stue 2, der skal forberedes på biopsien. På vejen går hun og Trine Ladingkær i kælderen efter det udstyr, lægen skal bruge.
Trine Ladingkærs vigtigste opgave er at sørge for, at nyansatte får en tryg indflyvning til arbejdslivet, så de falder til på afdelingen og bliver der. En anden stor udfordring på Afdeling S op på hele OUH, er fastholdelse. Især på afdelinger, hvor sygeplejersker har skiftende vagter.
For et par år siden fik sygeplejerskerne på afdelingens ambulatorium, der kun havde dagvagter, besked på, at de fremover skulle arbejde i vagtrullet med afdelingens andre sygeplejersker. De fleste i ambulatoriet rejste, da det blev besluttet.
- Den ændring kostede os dyrt, men den var nødvendig, fordi vi ellers ikke havde sygeplejersker nok til aften- og nattevagterne, forklarer chefsygeplejerske Louise Vestring.
I dag er det i øvrigt fast procedure på de fleste afdelinger på hospitalet, at sygeplejersker bliver ansat i stillinger, hvor der er krav om vagter.
En god begyndelse
Maha Almahmoud og Trine Ladingkær møder professor og læge Ove Schaffalitzky og hans elev hos Birthe på stue 2. Hun har en forgiftning, der har påvirket leveren. Hun er gul i huden. Hendes blod bliver ikke renset ordentligt. Biopsien skal hjælpe med at stille diagnosen.
De to sygeplejerker pakker udstyret ud, mens lægen protesterer drillende over at skulle tage plastikforklæde på nu, hvor pressen er til stede.
De ruller Birthes trøje op, renser huden, rækker ham kanylen, prøveglas og andet, der er i spil til proceduren, som Birthe står igennem med uden en lyd. Alle på stuen er stille.
-Træk vejret ind, pust lidt ud, hold det, lyder det fra lægen, der herefter i et snuptag hiver en blodig væske ud i kanylen.
Da prøven er i glasset, er stemningen løssluppen.
- Jeg tager aldrig det forklæde på igen, siger Ove Schaffalitzky på vej ud ad døren – med et smil.
De andre på stuen smiler med. De næste par timer, skal Maha Almahmoud registrere Birthes blodtryk hvert kvarter.
Klokken 08.30
De holder igen et kort møde. En af patienterne er blevet så dårlig, at der er brug for en enestue. Al behandlingen er stoppet. Hans kone og en veninde står allerede på gangen ude foran stuen.
I mødelokalet får personalet puslespillet til at gå op ved at flytte rundt på andre patienter, der kommer på stuer med plads til flere.
For to år siden besluttede de sig for at holde flere korte møder i løbet af dagen for bedre at kunne træde til, når de i et team har for travlt
På mødet bliver det besluttet, at Maha Almahmoud må hjælpe en kollega med den døende patient, der hører til et andet team. Samtidig forbereder hun sig på inden længe at lægge en sonde på Birthe ved at læse instrukser for proceduren på sin telefon - og tænker på de videoer, hun har set. Det er ikke altid, det går godt.
- Det er vigtigt, at nye sygeplejersker ikke får ”praksis-chok”, derfor arbejder vi hårdt for, at de har det godt, forklarer hun.
Hele formiddagen er Maha Almahmoud ind og ud af stue 1, hvor hun gør sin patient klar til scanning, på stue 2, hvor hun holder øje med Birthes blodtryk, og på stue 5, hvor hun hjælper sin kollega.
- Det er en mellemrolig dag, siger hun, da hun er på vej efter et rent lagen til en seng, der trænger til et skift.
Trine Ladingkær, der selv har været på afdelingen i 17 år, holder et ekstra øje med hende.
- Det er vigtigt, at nye sygeplejersker ikke får ”praksis-chok”, derfor arbejder vi hårdt for, at de har det godt, forklarer hun.
Bag det ligger en flugt, de før har oplevet, når virkeligheden ramte de nyuddannede. Den er ikke længere en faktor, efter Trine Ladingkær fik ansvaret for oplæring for halvandet år siden.
Klokken 10.30
Det er tid til at gøre forsøget med sonden. Maha Almahmoud har en anden erfaren sygeplejerske med ind på stuen. Lyden af plastikemballage, der bliver revet fra hinanden, bryder med den nervepirrende stilhed.
Birthe sidder igen stille på sengen med rank ryg.
Langsomt får Maha Almahmoud ført slangen ind gennem hendes ene næsebor, ned gennem svælget og endnu længere ned, så den næring, sonden skal bruges til, havner i maven.
- Det klarede du flot, siger hun til Birthe, da hun konstaterer, at slangen sidder, som den skal.
Uden for døren siger hun:
- Jeg var så nervøs, nu tror jeg aldrig, jeg har været så glad.
Den sidste gang, hun kiggede med på den procedure, gik det galt. Patienten var ikke så samarbejdsvillig og kastede også op.
Klokken 11.10
Maha Almahmoud er videre til sin patient på stue 1, der har brug for hjælp, inden portøren kører ham til scanning.
Da han er hentet, når Maha Almahmoud at sætte sig ved computeren for at registrere Birthes blodtryk og alt det andet, hun har stående på sin blok. Hun når næsten ingenting før, der igen er bud efter hende på en af de andre stuer.
Patienten på stuen vånder sig bag den lukkede dør, mens Maha Almahmoud og hendes kollega hjælper ham.
Klokken 12.05
Maha Almahmoud er ude fra stuen igen
- Nu skal du sørge for at få noget frokost, siger Trine Ladingkær, der går forbi.
Men Maha Almahmoud har ikke tid til at sætte sig i frokoststuen endnu.
- Det er vigtigt for mine patienter, at jeg er lyttende og tålmodig, når jeg er hos dem, ellers bliver de endnu mere skræmte, forklarer hun.
Hun beslutter sig for at få registreret det, hun har nået indtil videre, så hun ikke sidder med det hele til sidst. Hun kigger også en ekstra gang til Birthe.
Klokken 13.10
Maha Almahmoud sætter sig i frokoststuen med sin madpakke. Trine Ladingkær har nået at sige til hende mindst tre gange, at nu skulle hun spise.
- Maha lagde sin første sonde i dag, fortæller kollegaen, der assisterede.
Det vigtigste for Maha Almahmoud i hendes nye job er ikke lønnen. Det er et godt arbejdsmiljø. Det næste på hendes top tre er et godt sammenhold på afdelingen, og nummer tre er, at hun føler sig værdsat.
De to første kan hun sætte kryds vej. Det sidste, tror hun på, kommer senere, når hun er faldet til i sit arbejde og den faglighed, der er på afdelingen.
Det hun frygter lige nu er tempoet, men det er for tidligt at konkludere noget.
Klokken 13.40
Efter frokosten er klokken 13.40. Maha Almahmoud bruger resten af sin arbejdsdag på at give sine patienter den medicin, de skal have og på stue 1, hvor hun skifter patientens dræn.
- Det endte med at blive en travl dag. Jeg kan mærke lidt stress i min ryg. Jeg må have været anspændt. Jeg skal lige være tryg i det hele, det er et stort speciale, siger hun.
- Det, jeg allerede kan lide ved afdelingen, er, at vi kigger i fællesskab mod målet for dagen, og vi hjælper hinanden, uddyber hun.
Det sidste kvarter af Maha Almahmouds arbejdsdag går med registrering og evaluering med Trine Ladingkær, inden hun har fri klokken 15.
- Når jeg kommer hjem, sidder jeg og venter på, at klokken bliver otte, så jeg kan gå i seng, fortæller hun sin vejleder.
- Det kender jeg godt. Jeg falder også i søvn hjemme i sofaen, når jeg har fri, siger Trine Ladingkær.