Kæmpede mod rygning, rygsmerter og dårlig kost: Sådan er det gået fire fynboer

Fire fynboer har de seneste tre uger sat alle sejl til for at bekæmpe deres værste vaner. Nu fortæller de om resultatet.

Gensynsglæden er tydelig. Ligeså nysgerrigheden, som er der med det samme: Hvordan er det gået?

Sådan lyder det fra første øjeblik mellem de fire fynboer, der for tre uger siden mødte hinanden første gang på TV 2 Fyn for at indgå i et støttende fælleskab. Her har de forpligtet sig til at gøre alt, hvad de kan for at komme deres uvaner til livs. Henholdvis rygning, forkert kost og rygsmerter. 

Nu er kampagnen Et sundere Syddanmark slut, og dermed er de tre ugers sundhedsudfordring også kommet til en ende. TV 2 Fyn skal ikke længere følge de fire fynboer via deres opslag i Den Fynske Redaktion og indslag og artikler. Men inden vi ønsker dem held og lykke med den videre kamp,  skal nysgerrigheden tilfredsstilles: Hvordan er det gået?

Mine lunger kan asfaltere motorvejen 

Bent Holmslund lægger ud. Han har røget i over 50 år, siden han var 12, og de seneste tre uger har han kæmpet med at skære ned på de grønne Cecil. Han har fået hjælp af Beate Simonsen fra Stoplinien, og det er da også lykkedes at komme et godt stykke ad vejen. 

Stine Arndal kan ikke holde spørgsmålet til Bent tilbage: Hvornår har du sidst røget? 

- Det er nok to timer siden. Jeg ryger tre til fem cigaretter om dagen. Der er stadig en stemme i mit hoved, der siger, at jeg skal have en smøg. Det er indgroet i hver en lille hjernecelle hos mig, siger Bent Holmslund.

Alligevel er han fortrøstningsfuld. Hans offentlige optræden med rygestoppet har betydet, at blandt andre flere af hans venner også vil holde op. Det er både en støtte og en motivation.

- Hvis de kan stoppe, så kan jeg fandengalemig også. Jeg skal være ikke-ryger, lyder det med stor alvor fra den ellers så spøgefulde Bent Holmslund fra Næsby.

Han kan da heller ikke lade være med at rive nogle morsomheder af sig, som får de tre yngre kvinder til at grine højt:

- Jeg ved da godt, at det er usundt! Mine lunger indeholder tjære nok til at asfaltere den fynske motorvej, og selv Cheminova ville ikke tage imod mig med alle de affaldsstoffer, som jeg har i kroppen, siger Bent Holmslund.

Færre smerter

Da Stine Arndal har grinet af, er det hendes tur til at fortælle om resultatet af de seneste tre ugers indsats for at træne sig ud af smerter i ryg og lænd. Hun har fået hjælp til de rette øvelser af personlig træner Claus Sloth fra Odense.  Det har gjort en stor forskel for hende.

- Jeg har ikke lige så ondt mere og kan bedre gennemføre en hjemmearbejdsdag uden smerter. Jeg er blevet gladere og har fået mere overskud. Det har været godt at være med, fortæller Stine Arndal fra Årslev.

quote Mine lunger indeholder tjære nok til at asfaltere den fynske motorvej.

Bent Holmslund

Bælte i bukserne 

De to veninder Louise Holmhus Nielsen og Ann-Sophie Rosager Gertz meldte sig til sundhedsudfordringen for at få bedre kostvaner. De var alt for glade for slik og snacks og manglede energi og overskud. Sammen har de fået kostvejledning af Suzy Wengel, der har udviklet metoden Sense.  Pointen med Sense er, kort fortalt, at man må spise alt, men med måde og fornuft. 

De to veninder stråler, da de fortæller om resultatet:

- Vi er helt oppe at køre. Det er gået over al forventning. Vi har fået meget mere energi og har det meget bedre, fortæller de.

Ud over at sove bedre om natten og have det langt bedre med humør og krop, kan resultaterne også måles helt konkret. Louise Holmhus Nielsen har tabt i alt 34 centimeter og Ann-Sophie Rosager Gertz 22 centimeter rundt omkring på kroppen. Omsat i kilo er det 3,3 til Louise og 2,2 til Ann-Sophie. Det er de stolte over.

- Det er jo flotte tal på så kort tid. Det er meget motiverende, at vi ser resultatet så hurtigt. Så ved vi, at det virker, siger de.

Bent Holmslund spørger til, om de kan holde fingrene fra slikskålen, når de ser film. Det har ganske rigtigt været en udfordring, men den blev løst:

- Vi fandt sunde alternativer. For eksempel æblebåde med kanel bagt i ovnen. Og fremover vil vi godt kunne spise kage om lørdagen, hvis vi har levet sundt mandag til fredag, siger veninderne.

Hvad nu?

For alle fire deltagere har det haft stor betydning for deres forløb at være en del af TV 2 Fyns facebookgruppe Den Fynske Redaktion.  Her fik de opbakning fra fynboerne og kunne følge med i de andre deltageres kamp.

- Det har været meget positivt og fedt at følge de andre. Når jeg så de deres gode resulater, så vågnede mit konkurrencegen, og jeg fik lyst til også at gøre det det godt. Så det giver god mening at være i en gruppe, siger Stine Arndal, som vil fortsætte med styrketræning dagligt og med at lave de de gode øvelser fra Claus Sloth.

- Jeg kan tydeligt mærke effekten af det.  Det er meget motiverende at have færre smerter, så jeg tror ikke, at det bliver et problem at fastholde de gode vaner, siger Stine Arndal.

 Ann-Sophie Rosager Gertz fortæller, at hun ikke ville have haft rygrad til at gennemføre en kostomlægning alene, men at det betød meget, at hun og Louise både havde hinanden og resten af Fyn til at heppe på dem.

- Det har gjort, at vi har givet det en større skalle og fået mere blod på tanden, fordi vi fik så meget opbakning, siger hun.

I starten fulgte Ann-Sophie kostplanen meget præcist, fordi hun ville være sikker på, at hun gjorde det rigtigt.  Nu har hun styr på, hvordan hun skal spise, så det er blevet naturligt for hende at spise efter Sense-principperne.

quote De første 14 dage var mega ekstremt hårde, fordi vi ikke rørte slik og kage.

Ann-Sophie Rosager Gertz

- De første 14 dage var mega ekstremt hårde, fordi vi ikke rørte slik og kage. En totalt kold tyrker. Men nu kan jeg gode tage noget kage, og så spiser jeg bare ikke morgenmad næste dag. Jeg regulerer det naturligt og har styr på den samlede mængde, siger Ann-Sophie Rosager Gertz.

Bent Holmslund ved godt, at han bør holde helt op.  Hans nuværende situation med 3-5 cigaretter om dagen er faktisk ekstra svært, for han stimulerer stadig nervesystemet med nikotin, men uden at kroppen får tilfredsstillet sit behov for nikotin. Men det er hundehamrende svært.

- Det er en del af alle mine hjerneceller, at jeg skal have en smøg. Det er så indgroet i mig efter at have røget i så mange år. Men jeg skal være ikke-ryger, siger han. Planen for Bent er at holde fast i samtalerne med Beate Simonsen og måske prøve nogle andre metoder.  For smøgerne - de skal ud. Det er også en stor motivation for Bent, at andre har fulgt hans kamp og bakker ham op. Især har det betydning, at flere af hans venner er blevet inspireret til også at holde op.

- Når de kan holde op, så kan jeg kraftedeme også, siger han.,

Oversigt

    Oversigt