Kølig forårsweekend i vente

Årets første forårsweekend bliver kold men uden ret meget vind og nedbør.

Hvis du var en af de morgenfriske, der stod tidligt op lørdag morgen, så vil du nok have bemærket, at græsset flere steder var dækket af et lag rimfrost.

Rimen forsvinder langsomt op ad dagen, når temperaturerne begynder at stige, men hvor der den seneste uges tid har været forårsfornemmelser i luften, så bliver det anderledes denne weekend.

- Det er altså slet ikke noget, der smager af forår, når vi ligger på en to til tre grader, siger Andreas Nyholm, der er meteorolog ved TV 2 Vejret.

De lave grader skyldes også, at solen ikke kommer nær så meget frem lørdag og søndag, så fynboerne kan forvente en weekend med mange skyer.

Skal man alligevel udenfor i løbet af årets første forårsweekend, så er der enkelte gode ting ved vejret.

- Der er ikke så meget vind, og det er tørt, så der er også lyspunkter, hvis man skal udenfor, siger Andreas Nyholm.

Oversigt

    Oversigt