Mand taget med skarpladt oversavet jagtgevær

Politiet fik sig lørdag middag noget af en overraskelse, da de rutinemæssigt standsede en bil. For den 24-årige fører havde en masse ulovlige våben i bilen.

En patruljevogn stoppede rutinemæssigt den 24-årige mand, fordi han er kendt af politiet for at have ulovlige våben.

- Vi har en patrulje i Middelfart som kender ham, og han er jo altid interessant at stoppe, siger vagtchef ved Fyns Politi, Lars Fredensborg.

Da politibetjentene kiggede bilen nærmere efter, opdagede de også denne gang flere ulovlige våben, som lå i bilen. Betjentene fandt et skarpladt oversavet jagtgevær, en ulovlig foldekniv, en baseballkølle og en tåregas.

Manden blev anholdt, og blev søndag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Odense. Han blev sigtet for besiddelse af et skarpladt skydevåben. Den 24-årige blev varetægtsfængslet frem til den 5. marts. 

Oversigt

    Oversigt