Mette i vildrede: Kan jeg aflyse mit bryllup?

Mette Nielsen er en af mange danskere, der har planlagt et brag af en sommerfest på en restaurant. Nu har hun et depositum på et stort beløb i klemme, fordi stedet ikke vil flytte festen.

Stedet er booket, maden er bestilt, gæsterne inviteret og brudekjolen er på tegnebrættet. Men Mette Nielsen og hendes kommende mand ved endnu ikke, om deres bryllup den 1. august overhovedet kan blive til noget.

quote Vi er helt ærligt i tvivl om, hvorvidt vi har lyst til at holde det bryllup

Mette Nielsen, Odense

Forsamlingsforbuddet på ti personer gælder nemlig stadig frem til den 8. juni, og ingen kender reglerne for forsamlinger efter den dato.

Samtidig er tanken om at holde et bryllup på bagkant af pandemiens rasen heller ikke helt så rosenrød, som tankerne om deres bryllup ellers har været for parret.

En fynbo får svar

Parret har faktisk allerede forsøgt at få stedet til at flytte festen til næste år.

- Vi er helt ærligt i tvivl om, hvorvidt vi har lyst til at holde det bryllup. Det skulle være en fest for vores familie og venner, hvor vi sammen kunne fejre alt det, vi har været igennem sammen. Det er ikke så meget det stykke papir på, at nu er vi blevet gift, der er det vigtige for os, fortæller Mette Nielsen.

Det vil heller ikke blive den samme løsslupne bryllupsfest, parret drømmer om, med sundhedsfaglige retningslinjer om at holde afstand og med gæster i risikogruppen.

Stedet, de har booket til festen, vil imidlertid ikke rykke datoen, så længe der ikke er et gældende forsamlingsforbud den 1. august.

quote Det handler om at række ud efter sympatien hos den erhvervsdrivende.

Martha Nør Kjeldsen, seniorjurist, Forbrugerrådet

Derfor har parret et større depositum i klemme, hvis de vælger at aflyse festen. Og de er i tvivl om deres rettigheder, og hvad de skal gøre.

Retten på deres side

Den situation er det fynske par ikke ene om at være i.

Ifølge Martha Nør Kjeldsen, seniorjurist fra Forbrugerrådet, har mange danskere penge i klemme i forbindelse med fester, der måske eller måske ikke kan blive til noget.

- De er låst fast i det her ”vi kender ikke grænserne for forsamlingsforbuddet i fremtiden”. Derfor kan de ikke få aflyst deres fest, og derfor har de heller ikke krav på at få deres penge tilbage, da der endnu ikke er et forbud, siger hun.

Det overrasker ikke Mette Nielsen, der selv har undersøgt sagen. Derfor forsøger hun fortsat at få arrangøren til at gå med til en mindelig aftale om en flytning.

- De må også gerne beholde vores depositum. Vi er kun ude på at finde den bedste løsning for os alle sammen, siger Mette Nielsen.

Det er den rigtige måde at forsøge at komme videre på, lyder det fra Martha Nør Kjeldsen fra Forbrugerrådet.

- Det handler om at række ud efter sympatien hos den erhvervsdrivende. Samtidig er det vigtigt at forstå, at de bløder i krisen og kæmper for at drive en forretning, uddyber hun.

Der er ingen vindere, men kun et håb om at finde den bedste aftale for begge parter.

Det kan du gøre

Deres levebrød

Men med en nedgang i omsætningen på 80 procent for restauranternes vedkommende og 90 procent for hotellerne ifølge brancheorganisationen Horesta kæmper de fleste for deres overlevelse.

Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta, har ikke et overblik over, hvor mange medlemmer der ikke vil flytte arrangementer, men hun oplever det modsatte.

quote Det, de lever og ånder for, er ved at smuldre mellem hænderne på dem

Annette Hyldbrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Horesta

- De vil gerne have bookingerne. For lige nu er der ingen, der tør bestille noget. Alle kunderne venter på, at der kommer mere afklaring, siger Annette Hyldebrandt.

Det betyder altså, at restauranter og hoteller lige nu næsten ingen indtægter har.

- Det, de lever og ånder for, er ved at smuldre mellem hænderne på dem, og det er netop de store fester og konferencerne, de ellers skal leve af, forklarer Annette Hyldebrandt.

Vi vil finde en løsning

Mette Nielsen vil også helst holde festen samme sted og dermed sikre arrangøren den forretning, deres bryllup vil være for stedet.

- Vi vil bare gerne have en fest uden bekymringer, hvor vi kan kramme og hygge os. En fest, vi tør glæde os til. Lige pludselig er det ikke noget, vi glæder os til. Vi er ikke gået i gang med at lave bordkort og skrive taler. Vi har ikke en gang bestilt vores ringe, fortæller hun.

Parret skal nu mødes med arrangørerne igen til endnu en snak om en løsning, så de ikke mister deres depositum, hvis de må aflyse i stedet for at rykke datoen frem til 2021.

 

  

Oversigt

    Oversigt