Mindre tilfredsstillende: Kraftigt dyk i Thorborg-koncern
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Overskud faldt fra 706 til 256 millioner kroner efter udfordrende 2022.
Ukraine-krig, inflation, Kinas corona-nedlukning og stigende energipriser barberede sidste år koncern-overskuddet hos den fynske erhvervsmand Niels Thorborgs ned til godt en kvart milliard kroner.
Det resultat lyder på papiret ikke så ringe endda, men det var 450 millioner kroner dårligere end i 2021, og derfor kalder koncernen da også selv resultatet for mindre tilfredsstillende.
Dykket skal nemlig ses i forhold til en næsten uændret omsætning på 3,1 milliarder kroner, og at dele af koncernens aktiviteter faktisk trak resultatet i positiv retning.
- Det ramte hårdest i vores industriben og i vores event- og underholdningsben. Derimod så vi en mere stabil udvikling i vores ejendomsben, vores hoteller og den del af koncernen, der beskæftiger sig med Consumer Finance, siger Jakob Munk Nielsen, administrerende direktør, 3C GROUPS i en pressemeddelelse udsendt torsdag aften.
Thorborg-koncernen driver bl.a. Facit Bank, Leasy og D:E:R.
Trods et historisk travlt efterår kommer Odense Sport & Event resultatmæssigt dårligere ud af 2022 end forventet. Ambitionerne var sorte tal. Hvis der alene fokuseres på årets sidste 10 måneder, var udviklingen tilfredsstillende. Af koncernens tre hoteller leverede Hotel Odeon og Hotel Odense deres bedste resultater nogensinde, mens badehotellet Stella Maris, der sluttede sig til Odense Sport & Event i august 2021, lavede et mindre overskud, hvilket ledelsen betragter som tilfredsstillende, oplyser koncernen.
I 2023 er der igangsat etablering af yderligere 195 værelser på Hotel Odense. Det gør hotellet til Odenses største, hvilket skal understøtte væksten på Odense Congress Center, hedder det i en pressemeddelelse om regnskabet.
Touren trak
Cateringvirksomheden Smag & Smil havde i 2022 et meget højt aktivitetsniveau med flere end 200.000 måltider ud af huset til blandt andet DGI Landsstævne i Svendborg og Tour de France i Nyborg, men de markante prisstigninger på råvarer påvirker regnskabet negativt.
Fodboldklubben OB har haft et blandet år. På positivsiden er tilskuertallet til OB’s hjemmekampe steget markant, sponsorinteressen er øget. På negativsiden lykkedes det hverken i foråret 2022 eller 2023 at indfri ambitionerne om en plads i superligaens mesterskabsslutspil.
Stabil udvikling - i Norge og Sverige
3C RETAIL, der omfatter L'EASY og D:E:R i Danmark samt THORN i Norge og Sverige leverede samlet set som forventet.
Ejendomsporteføljen, der bl.a. består af boligudlejningsejendomme i Cortex Park, Østerlunden, Romerdalen og Åbrinken udviste igen positive takter, ligesom både udviklingen af grunde og grundsalg samt situationen for erhvervsejendommene udviklede sig stabilt.
Nørgård Mikkelsen fortsatte de senere års vækst, og 2022 blev et af de bedste år i bureauets historie. Tilgangen af nye kunder blev rekordhøj for fjerde år i træk, og året sluttede med en ny kunde i form af Carlsberg og deres aktiviteter på tværs af alle brands. Kommpress leverede ligeledes over budget for 2022, hedder det i pressemeddelelsen.
Udfordrende år for Dinex
Dinex, der bl.a. fremstiller filtre til lastbiler og busser, havde derimod et udfordrende 2022 og blev påvirket Kinas corona-nedlukning, eftervirkninger fra Covid-19 samt stigende energipriser og inflation. Det til trods leverede virksomheden driftsindtjeningsmæssigt det næstbedste resultat nogensinde.
Jakob Munk Nielsen forventer en positiv udvikling i 2023.