Nattefrosten fortsætter: Grå fredag venter efter endnu en iskold morgen

Morgenerne med frost på bilruden og glatte veje ser ud til at fortsætte lidt endnu.

Efter en flot torsdag med en hel del sol mange steder, ser fredagens vejrudsigt ikke lige så strålende ud.

- Det ser lidt mere gråt ud, desværre, siger TV 2 Vejrets Andreas Nyholm.

Det er fortsat ganske koldt på Fyn, og vi står igen fredag op til frostvejr.

- Og det er ikke sikkert, vi kommer ret langt over frysepunktet i løbet af fredagen, siger vejrværten.

Derfor er der fortsat også risiko for pletvis glatte veje over det meste af Fyn.

- Det er frostvejr derude, så kør forsigtigt derude, siger Andreas Nyholm.

Travl januar

Set fra vejtrafikkens perspektiv er vinteren herhjemme indtil videre faldet i to tempi med en historisk mild start på årstiden efterfulgt af en januar, der har været hårdere end normalt. 

Det viser Vejdirektoratets midtvejsstatus over vintervejrets påvirkning af det overordnede vejnet i Danmark. 

Helt konkret viser tallene, at 2020 blev den varmeste vinter i de tyve år, Vejdirektoratet har målt på de forhold. Vejret i januar 202 ændrede den tendens. Saltbilerne har siden nytår kørt på de danske landeveje tyve procent oftere end normalt for en januar måned. 

- Vi har i de første tre uger af januar haft lige så meget vinter på de danske veje, som vi havde i hele sidste år, siger Freddy Knudsen, der er chefkonsulent i Vejdirektoratets vintertjeneste.

- Det viser, hvor uforudsigelig, den danske vinter kan være. Lange perioder med mildt vejr kan pludselig slå over i frost og sne, siger Freddy Knudsen.

Mere nattefrost venter

Weekenden kommer da også til at byde på begge dele; det bliver frostvejr om natten, men fra søndag vil vi igen få en 3-4 plusgrader i løbet af dagen.

- Der er ikke rigtig noget sne så mange steder på Fyn, så det bliver ikke så koldt endda, men vi får stadig ned til minus 4-5 grader om natten, siger Andreas Nyholm.

Samtidig er der også fornuftige muligheder for at få lidt sol i de kommende dage.

- Vi skal frem til midt i næste uge, før der kommer flere skyer og måske noget nedbør, siger vejrværten.

Oversigt

    Oversigt