Ny forening skal fastholde højtuddannede

Store syddanske virksomheder er gået sammen med kommunerne og Region Syddanmark i en ny forening, som skal arbejde for at tiltrække og fastholde højtuddannede.

Fredag fik Syddanmark en ny forening kaldet "work-live-stay southern denmark". Foreningen støttes med fem millioner kroner af regionsrådet i Region Syddanmark. Foreningen skal sikre en fælles regional indsats, der skal tiltrække og fastholde højtuddannede medarbejdere.

Klar til at optage medlemmer

Ved den stiftende generalforsamling blev der valgt bestyrelsesmedlemmer fra Region Syddanmark, de syddanske kommuner, erhvervsfremme-organisationer og store virksomheder som LEGO og ECCO.

På det konstituerende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen blev direktør Peter Gedbjerg fra Lean Energy Cluster valgt til formand og Mikkel Hemmingsen, regionsdirektør i Region Syddanmark, valgt til næstformand.

- Vi har mange højteknologiske regionale virksomheder, som vækster på trods af krisen, og det betyder mange attraktive og internationale job, som skal besættes. I den nye forening har vi store ambitioner om at rekruttere de bedste medarbejdere fra Danmark og verden. Derfor skal vi sikre os, at potentielle ansøgere kender de gode vilkår både på og uden for arbejdspladsen, siger Peter Gedbjerg.

Foreningen er nu klar til at optage medlemmer. Alle virksomheder, offentlige myndigheder, organisationer, foreninger og forsknings-, uddannelses- og vidensinstitutioner kan søge om optagelse.

work-live-stay.dk

Oversigt

    Oversigt