Overskud: Stadig få corona-bank til fynske banker

Nordfyns Bank kom ud af 2020 med et overskud på 37 millioner kroner før skat. Corona ikke slået igennem.

De fynske banker har ikke for alvor fået tæsk af et år i coronaens tegn. Det viser det netop offentliggjorte regnskab fra Nordfyns Bank.

I starten af måneden afleverede Middelfart Sparekasse et 2020-regnskab med 115 millioner kroner i overskud.

Og selv om det på grund af forskellige engangsindtægter i 2019 var lavere end rekordåret samme år, var de faktiske hensættelser - trods corona - lavere.

Og nu viser regnskabet fra Nordfyns Bank et overskud på 37 millioner kroner i 2020. Det er godt nok seks millioner under overskuddet i 2019, der var bankens næsthøjeste.

Men det skal ses i lyset af, at banken i 2020 har hensat 17 millioner til corona-tab, som man stadig ikke har været brug for, og ledelsen kalder da også resultatet for meget tilfredsstillende i den netop offentliggjorte regnskabsmeddelelse.

Koncernens netto rente- og gebyrindtægter steg også i 2020 i Nordfyns Bank og oversteg resultatet fra 2019.

- Det er der al mulig grund til at glæde sig over i et år med covid-19, tilpasning af filial-strukturen, flytning af hovedkontor og etablering af tre erhvervscentre, siger administrerende direktør Holger Bruun.

Boligmarked trækker op

Efter en start på året med usikkerhed i relation til covid-19, har især boligområdet og investeringsområdet bidraget til et højt aktivitetsniveau.

- Boligmarkedet har oplevet en rigtig god periode, og danskernes opsparinger er steget markant, hvilket også har fået flere til at rette blikket mod investering i værdipapirer, oplyser banken.

Tre nye decentrale erhvervscentre skal tiltrække flere erhvervskunder og samtidig signalere, at man ønsker at være tilstede ude blandt kunderne i markedsområdet.  

Torsdag kommer Fynske Bank med sit årsregnskab for 2020.

Oversigt

    Oversigt