På jagt efter farlige fritidsjob

Fusk med timelønnen og sjusk med arbejdsmiljøet. Hver fjerde arbejdsgiver overtræder reglerne for de unge, der arbejder i det fynske sommerland. LO's Jobpatrulje tjekker ansættelsesforholdene for de unge under 18, og patruljen arbejder på højtryk i sommerferien.

Besøg på arbejdspladserne

Hvert år kommer unge til skade i deres fritidsjob, de får for lidt i løn, de har ingen ansættelseskontrakt, de arbejder ulovligt på steder, hvor der udskænkes alkohol, de arbejder med farlige maskiner, og de arbejder alene på tidspunkter, hvor det er ulovligt.

Det vil Jobpatruljen på Fyn ændre, så de unge kan få en positiv start på deres arbejdsliv. Derfor kan de fynske arbejdspladser se frem til et besøg fra jobpatruljens unge mennesker i uge 27 og uge 28.

Hvad er jobpatruljen?

Jobpatruljen undersøger, om de unge under 18 år arbejder under ordnede forhold. De tjekker at overenskomsterne bliver overholdt, og at loven ikke brydes. Det gælder især arbejdsmiljøloven, hvor det er nøje fastsat, hvad unge under 18 år må og ikke må.
 

Jobpatruljen består af unge frivillige fra alle fagforeningerne under LO.

Unge som til daglig er aktive i deres lokale fagforeningen og derfor synes, det er vigtigt at bruge nogle uger af deres ferie på at sikre andre unges rettigheder.

Deres mål i år er at besøge 400 arbejdspladser og snakke med 100 unge i løbet af de 2 uger.

Oversigt

    Oversigt