På tre år har Fyns Politi beslagslagt flere hundrede biler efter vanvidskørsel

Siden den nye lov trådte i kraft har Fyns Politi beslaglagt over 100 biler om året.

De seneste tre år har Fyns Politi beslaglagt 376 biler på grund af vanvidskørsel.

Det viser tal, TV 2 Fyn har fået aktindsigt i.

- Vi synes, det er et meget højt tal, siger politikommissær Anders Brahe, der er leder af Operativ Færdsel ved Fyns Politi.

- Set med trafiksikkerhedsmæssige briller er vi glade for, at vi har taget dem væk fra vejene. Men vi er kede af, at der er så mange, som udsætter andre folks liv og førlighed for fare.


Den nye lov

Det var 1. marts 2021, at en ny lov om vanvidsbilisme trådte i kraft. 

Et bredt flertal i Folketinget havde i december året forinden besluttet, at vanvidskørsel skulle straffes hårdere, og den mest markante stramning blev, at politiet kan beslaglægge køretøjet, uanset hvem der ejer det. 

Og den forholdsvis nye lov har ordensmagten i høj grad benyttet sig af.

Tallene, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, viser, at Fyns Politi har beslaglagt 10 biler i 2024 frem til 23. februar og 119 biler sidste år. 

I 2022 var antallet 147, og i 2021 - da den nye lov blev indført 1. marts - blev der beslaglagt 100 biler på grund af vanvidskørsel.

På landsplan oplyste Justitsministeriet i marts 2023, at 1.902 vanvidskørende biler var blevet beslaglagt i de to år, den nye lov på det tidspunkt havde været indført.


Ændret adfærdsmønster

Anders Brahe mener, at antallet af beslaglagte biler på grund af vanvidskørsel er et udtryk for, at loven har ramt nogle af dem, man gerne vil ramme.

- Dem, der er 376 for mange, som han siger.

Politiet har ikke som sådan øget dets fokus på vanvidsbilisme, men loven har blot åbnet for, at man kan straffe dem hårdere end tidligere, forklarer Anders Brahe. 

Han oplever, at loven har ændret et adfærdsmønster hos mange, og særligt hastigheden er der sket noget med.

- Nu er der gået nogle år, hvor rygtet er blevet spredt i de forskellige kredse. Laver man de her forseelser, risikerer man rigtig meget, siger Anders Brahe.

Odense Kommunes handlingsplan mod vanvidskørsel

Oversigt

    Oversigt