Politiet går efter manden i bandekonflikt

I den fynske udgave af konflikt med rockere og bandemedlemmer udvælger politiet nøglepersoner og går benhårdt efter at stække dem.

Tung efterforskning af de mest fremtrædende rockere og bandemedlemmer med henblik på at få dem fængslet for hvad som helst.

Det er ifølge Fyns Politi vejen frem, hvis konflikten med bander og rockergrupper skal løses hurtigst muligt.

- Vi piller dem ud, som vi mener, spiller en afgørende rolle, og på den måde destabiliserer vi grupperne, siger vicepolitiinspektør Kirsten Fischer, der leder efterforskningen i Fyns Politis task-force mod bandekriminalitet.

- Det foregår blandt andet på den måde, at vi følger de udvalgte personer tæt, og når de så træder skævt ved eksempelvis at begå indbrud eller handle med narko, så slår vi til, fortsætter hun.

Sammen med efterforskere fra Rigspolitiet har Fyns Politi på det seneste netop forsøgt at tage visse enkeltpersoner ud af spillet.

- Og det går rigtig godt, siger Kirsten Fischer uden at ville uddybe antallet af fængslede personer, som politiet anser for toneangivende i konflikten.

Samlet vurderer Fyns Politi, at der er omkring 25 aktive bandemedlemmer i politikredsen samt 12 fuldgyldige medlemmer af Hells Angels og omkring 20 støtter fra AK81.

Oversigt

    Oversigt