Se kortet: Så mange beskyttelsesrum er der på Fyn

De fynske kommuner skulle senest 1. maj lave en opgørelse over alle beskyttelses- og sikringsrum på Fyn.

I midten af marts bad Beredskabsstyrelsen alle danske kommuner om at danne sig et overblik over antallet af beskyttelses- og sikringsrum i kommunerne.

Beskyttelsesrum er nemlig noget, der er kommet i danskernes bevidsthed igen, med invasionen af Ukraine.

Det er over 20 år siden, at der sidst blev lavet en opgørelse over antallet af beskyttelsespladser. Det var efter al-Qaedas angreb på World Trade Center den 11. september 2001. 

Her viste opgørelsen, at der var 4,7 millioner pladser i danske beskyttelses- og sikringsrum.

250.000 beskyttede fynboer

Beredskab Fyn dækker alle kommuner på Fyn undtagen Middelfart Kommune. I Odense Kommune har Beredskab Fyn indgået et særligt samarbejde, så de står for drift og vedligeholdelse af de offentlige beskyttelsesrum og fører ekstra tilsyn.

Det er Trekantbrand, der har haft opgaven med at kortlægge antallet af beskyttelsesrum i Middelfart Kommune.

Hvert andet år er beredskabet derfor ude og besigtige udefra, hvordan standen er med de offentlige beskyttelsesrum i kommunen. 

Hvad er et beskyttelsesrum?

De ni fynske kommuner har nu opgjort, hvor mange rum, der er tilgængelige på Fyn. Opgørelsen dækker både sikringsrum, betondækningsgrave og gælder offentlige og private rum.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Samlet set er der plads 264.405 fynboer fordelt på kommunerne, hvoraf Odense Kommune har plads til flest.

På Fyn bor der i alt 501.227 mennesker, hvilket altså betyder, at der i princippet kun er plads til hver anden i tilfælde af et behov for beskyttelses- og sikringsrum.

- Jeg er superglad for, at Beredskab Fyn har fået lavet den opgørelse, og det viser godt den udfordring, der er, siger Lars Christian Lilleholt, der er medlem af Folketinget og forsvarsordfører for Venstre.

De nye tal vil han tage med i forhandlingerne om et kommende forsvarsforlig, hvor man kan kigge på, om der er brug for at bruge flere penge på at sikre sikkerhed i form af beskyttelsesrum.

- Der er ikke beskyttelsesrum til alle, og det skal vi have fokus på og se på mulighederne for, om der f.eks. kan være plads, når man indretter nye parkeringskældre, siger han og påpeger, at der ikke er nogen aktuel sikkerhedsrisiko i Danmark nu, men at muligheder skal undersøges.

Det kan ikke udelukkes, at der de facto findes flere sikringsrumspladser end de anførte, fordi der ikke har været krav om at registrere sikringsrumspladser.

Oversigt

    Oversigt