Se optagelserne: Fem gange dronningen besøgte Fyn

Flere gange har dronning Margrethe besøgt Fyn både i egenskab af prinsesse og monark. Herunder kan du se et tilbageblik på nogle af de gange, dronningen har lagt vejen forbi Fyn.

De seneste 50 år har Danmarks monark heddet dronning Margrethe II, og i løbet af den periode har dronningen flere gange lagt vejen forbi Fyn. 

Særligt i forbindelse med sommertogterne på kongeskibet Dannebrog har fynboerne fået royalt besøg. 

Dronningen har videreført traditionen med de årlige sommertogter fra sine forældre kong Frederik IX og dronning Ingrid.

På sommertogterne besøger kongeskibet hver sommer en række forskellige danske byer, hvor danskerne har mulighed for at vise deres by frem til de royale gæster. 

Det er dog ikke kun med titel af dronning, at Margrethe har besøgt Fyn. 

I 1950 var den dengang tiårige prinsesse Margrethe med sin familie i Odense, hvor de besøgte udstillingen "Købmand" i Fyens Forum. Her fik den unge prinsesse en ballon, som hun tog med tilbage til kongeskibet efter besøget. 

Efter dronningens indsættelse i 1972 kunne fynboerne også glæde sig over at få besøg af majestæten om sommeren. Her lagde hun blandt andet vejen forbi Assens, hvor de fremmødte også kunne få et glimt af de små prinser, Frederik og Joachim. 

Besøg på TV 2 Fyn

I 1990 gik sommertogtet endnu en gang til Fyn. Her gik Dannebrog med dronning Margrethe og prins Henrik ombord i første omgang i land i Rudkøbing på Langeland. 

Dagen efter gik turen videre til havnen i Svendborg. Her var dronningen først forbi Svendborg Rådhus, hvor hun fik overrakt nogle sølvsmykker. 

Dernæst blev hun fulgt hen til TV 2 Fyn, der dengang holdt til i Svendborg. Her blev dronningen og prinsgemalen vist rundt på tv-stationen, og de fik blandt andet lov til at komme ind i et redigeringsrum, hvor der blev arbejdet på en udsendelse om undervandsarkæologi. 

I videoen herunder, kan du se, hvordan det så ud, da dronningen besøgte TV 2 Fyn i 1990. 

I 1990 fik Dronning Margrethe og Prins Henrik en rundvisning på TV 2 Fyn.
Fotograf: Fotograf: Arkiv Redigering: Anna-Sofie Pedersen

Oversigt

    Oversigt