SSI forventer faldende til stabil smitte med corona over vinter

Miks af vaccination og tidligere smitte har givet hybridimmunitet, der beskytter mod smitte og alvorlig sygdom.

Udviklingen i coronaepidemien ventes at blive faldende til stabil over de kommende måneder.

Det vurderer Statens Serum Institut (SSI) i et notat.

SSI skriver, at der er stor hybridimmunitet i befolkningen. Den er opnået gennem en kombination af vaccination og tidligere smitte.

Det giver håb for stor modstandskraft mod både smitte og alvorlig sygdom, skriver SSI i en pressemeddelelse.

Der er dog aldersgrupperne imellem forskel på, hvordan immuniteten er opnået.

Smittetrykket mellem aldersgrupperne har nemlig varieret i løbet af epidemien. Dermed er der stor forskel på, hvilke aldersgrupper der har overstået en infektion.

- Blandt de 20-59-årige udgør hybridimmunitet efter både overstået infektion og vaccination en større kilde til immunitet, end tilfældet er blandt dem, der er 60 år og opefter.

- Omvendt bidrager booster-vaccination i højere grad til immunitet i disse aldersgrupper, lyder det fra SSI.

Stabilt niveau

SSI's modelberegninger viser, at antallet af nyindlæggelser vil holde sig på et stabilt niveau hen over vinteren. Det er dog under forudsætning af, at hybridimmuniteten er langvarig.

Seruminstituttet bemærker, at der i øjeblikket bliver testet meget lidt for coronavirus i Danmark. Det gør overvågningen mindre nøjagtig. Dermed bliver det også sværere at forudsige udviklingen.

Det gør sig især gældende for de yngre aldersgrupper, som "forventes at være en drivkraft for smitten".

- Yderligere er der stor usikkerhed relateret til varigheden af hybridimmuniteten, som udgør en væsentlig andel af immuniteten i samfundet.

- Samlet set betyder disse aspekter, at modelfremskrivningerne er ekstra usikre, understreger SSI.

Fremskrivningen er udarbejdet under forudsætning af, at der ikke kommer nye virusvarianter.

Lige nu er den dominerende coronavariant BA.5. Men skulle der opstå en ny variant med meget anderledes egenskaber end de forrige, kan det ændre den reelle udvikling i epidemien, noterer SSI.

Oversigt

    Oversigt