I det fynske folks tjeneste

Studenter gør klar til studenterkørsel

Efter en turbulent proces frem mod dette års studenterkørsel, var det nogle glade elever fra Det Blå Gymnasium, der kunne sætte sig op i studentervognen.

00:47

Klar til tur. Video: Melissa Kjemtrup

Med de nyligt påsatte studenterhuer plantet solidt på hovedet og store smil spredt ud på ansigtet gjorde eleverne fra Det Blå Gymnasium deres studentervogn klar til tur. 

Jeg havde faktisk ikke troet, at studenterkørsel ville blive til noget, fordi vi kommer så tæt på hinanden

Negin Fouroozandeh, nylig student, Det Blå Gymnasium

Hele vejen op til deres afslutning på gymnasiet har det været usikkert, om der overhovedet blev nogen studenterkørsel. Men i sidste øjeblik fik de lov at tage afsted. 

- Hele processen frem mod studenterkørsel har været lidt turbulent, men jeg synes generelt, at vi har været gode til at tage tingene, som de kom og ikke have for store forventninger, siger en af de glade studenter Nicklas Reuter og fortsætter: 

- Det er så mega dejligt, at vi ikke skal være dén ene årgang, der ikke fik lov at komme på studenterkørsel. Nu er vi en del af tradionen. 

  Foto: Melissa Kjemtrup

Sammen med de samme mennesker

Mens solen begynder at tage til i varme, sætter de glade studenter bannere og blomster på vognen, så den er klar til at fragte dem alle fra stop til stop.

Og efter en solid morgenmad er eleverne klar til at tage afsted. 

Læs også Jublende glade: Studenter får lov til den traditionsrige tur

- Jeg havde faktisk ikke troet, at studenterkørsel ville blive til noget, fordi vi kommer så tæt på hinanden, siger Negin Fouroozandeh og fortsætter: 

- Men på den anden side så er det jo sammen med folk, jeg alligevel har været sammen med hver dag, så på den måde bliver der ikke startet nogle nye smittekæder, fortæller hun, inden hun gør klar til sammen med sine klassekammmerater at fejre, at gymnasietiden er overstået. 

Medbringer egen ølbong

Med studenterkørsel er der som regel en masse alkohol indblandet.

En tradition lyder blandt andet, at man skal drikke en øl gennem en ølbong, når man når til sit eget stop. Her er studenterne fra Det Blå Gymnasium kommet med en corona-sikker løsning.

- Vi skal helt sikkert stadig tænke over at holde god håndhygiejne. Vi har købt hver vores ølbong, så vi ikke deler med hinanden, siger Negin Fouroozandeh.

Læs også Færre eksamener: - Jeg er bekymret for mit gennemsnit

Efter tre års kamp for huen mener Negin Fouroozandeh i hvert fald, at der bør være plads til fejring.

- Når man har kæmpet så hårdt i tre år, så er det bare så dejligt at få lov til at afslutte det på en ordentlig måde sammen med sine venner, siger hun.