Sydfynske politikere i direkte duel i auktion

Bjørn Brandenborg, Jane Heitmann og designeren Jim Lyngvild stiller op i en auktion til fordel for Danmarks Indsamling.

Det er ikke sikkert, man skal lægge noget i det, men det ser ud til, at den fynske socialdemokrat Bjørn Brandenborg er noget mere eftertragtet end venstrekvinden og fynboen Jane Heitmann.

Sådan er det i hvert fald, når man kigger på de igangværende auktioner på Lauritz.com til fordel for Danmarks Indsamling.

Både Brandenborg og Heitmann lokker med frokost, og her, godt en dag før auktionen udløber, er der budt 3.200 kroner for at sidde til bords med Bjørn Brandenborg i Snapstinget på Christiansborg.

Buddene på en spiseaftale med Jane Heitmann har i skrivende stund endnu ikke nået 1.000 kroner - og det selvom Jane Heitmanns frokosttilbud er på Maven - som i dette tilfælde altså er en restaurant på Nikolaj Plads i København.

Minister får baghjul

En række toppolitikere stiller op i auktionen til fordel for Danmarks Indsamling, og faktisk er Bjørn Brandenborg en af de mest populære.

For eksempel når skatteminister Morten Bødskov (S) ikke politikeren fra Sydfyn til sokkeholderne i den duel. Der er kun budt 1.200 kroner på en frokost med ministeren.

Der er heller ikke den store interesse for Dansk Folkepartis Liselott Blixt (800 kroner), mens hendes partifælle og formand, Kristian Thulesen Dahl, er oppe på et bud på 3.600 kroner for en frokost i Snapstinget.

Pape og Lyngvild

Topscoreren ser ud til at blive Søren Pape Poulsen. Lederen af Det Konservative Folkeparti er budt op i hele 9.000 kroner. Frokosten med Pape skal foregå i Claus Meyer-restauranten Tårnet på Christiansborg. 

Også fotografen og designeren Jim Lyngvild er på bud i auktionen. Her har han sat et fotoshoot i spil. Fotograferingen skal foregå i hans vikingeborg ved Korinth, og man vil blive iført royale rober. 

Den herlighed er vurderet til 50.000 kroner, men det højeste bud godt et døgn før auktionens afslutning er kun på 1.700 kroner.