Tatovør fanger kunder med Facebook

Fire ud af fem virksomheder bruger sociale medier til markedsføring. En tatovør fra Svendborg er vild med udviklingen og bruger Facebook til at kommunikere med kunderne.

Den digitale udvikling giver nye muligheder for viral markedsføring i erhvervslivet, og det kommer især de mindre virksomheder til gode.

I Svendborg har en tatovørklinik valgt at bruge sociale medier i markedsføringen. Indehaveren er ikke bange for den digitale forandring - tværtimod.

- Det er fedt. Vi bruger Facebook i erhvervsøjemed og kan komme med en nyhed til folk, der interesserer sig for os og smide det ud til 3000 personer på en gang, siger tatovør Søren Granhof fra Svendborg.

Han ved, at han på den måde ikke "spammer" folk.

- De har selv valgt at følge os. Jeg ser ikke nogen tegn på, at noget falder fra hinanden. Det er ikke en tanke, der har givet mig en knude i maven, siger tatovøren.

FAKTA

- I 2014 brugte op mod hver anden virksomhed med mindst ti ansatte sociale medier i det daglige. Det er en markant stigning fra 40 procent af virksomhederne i 2013, hvor Danmarks Statistik første gang opgjorde virksomhedernes brug af sociale medier.

- Fire ud af fem virksomheder brugte i 2014 de sociale medier til markedsføring eller PR (Det er det mest udbredte formål for virksomhedernes anvendelse af de sociale medier).

- Rekruttering er ligeledes et vigtigt formål. I 2014 var det et formål for 50 procent af virksomhederne, sammenholdt med 45 procent året før.

- De øvrige formål med brug af sociale medier, som for eksempel behandling af kundereaktioner, er til gengæld relevante for en mindre andel af virksomhederne i 2014 end året før.

Kilde: Danmarks Statistik

Se serien "Fyn i den digitale verden" - hver aften klokken 19.30 på TV 2/FYN.

Mød tatovøren her

Oversigt

    Oversigt