Terrormistænkt anholdt på Fyn: Nu rejser anklagemyndigheden tiltale

Ifølge anklagemyndigheden har den terroranholdte delt en vejledning om fremstilling af gift og bomber. Manden nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden rejser tiltale for at hjælpe Islamisk Stat mod en 30-årig mand, der i landsdækkende aktion i december 2019 blev anholdt på Fyn.

22 mænd og kvinder blev anholdt ved aktionen den 11. december sidste år. Syv af landets politikredse deltog. Aktionen vedrørte flere forskellige sager.

To af sagerne førte til fængslinger i København og en af sagerne førte til fængslingen af den 30-årige i Odense.

- Manden er blandt andet tiltalt for at have indsamlet og delt vejledninger i fremstilling af gift og bomber, vejledninger i håndtering af våben og i udførelse af angreb, samt vejledninger i hvordan man på internettet kan holde sig skjult for politiet, siger vicestatsadvokat Torben Thygesen i en pressemeddelelse.

Den tiltaltes forsvarsadvokat, Asser Gregersen, har tidligere oplyst, at hans klient nægter sig skyldig i sagen.

Har støttet terrorister 

Den 30-årige er tiltalt for to underbestemmelser i straffelovens afsnit om terrorisme. Det drejer sig dels om paragraf 114 e og 114 b.

quote Han har rådgivet eller forsøgt at rådgive personer, der har til hensigt at begå terror

Torben Thygesen, vicestatsadvokat

Den første handler om at "fremme virksomheden" for terrororganisationer eller terrorister. Den anden handler om at yde økonomisk støtte til terrororganisationer eller terrorister.

Derudover er han tiltalt for at ville skaffe penge til Islamisk Stat i Libyen og Mali.

Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte ved at indsamle og dele det materiale, som indgår i sagen, har gjort det tilgængeligt for Islamisk Stat og dens sympatisører.

- Samtidig har han rådgivet eller forsøgt at rådgive personer, der har til hensigt at begå terror, siger vicestatsadvokat Torben Thygesen.

Strafkravet holdes under 4 års fængsel

De bestemmelser, der er rejst tiltale for, er blandt de mindre alvorlige i straffelovens terrorafsnit. Og anklagemyndigheden lægger også op til en straf i den mildere ende, når det kommer til terrorsager.

Sagen er nemlig rejst som en domsmandssag. Det betyder, at strafkravet vil blive holdt under fire års ubetinget fængsel. Skulle det have været højere, så skulle sagen rejses som en nævningesag.

Afgørelsen om at rejse tiltale er tiltrådt af justitsminister Nick Hækkerup (S).

I terrorsager har justitsministeren det afgørende ord i spørgsmålet om, hvorvidt der skal rejses tiltale.

Oversigt

    Oversigt