Tidligere radikal landsformand fraråder blåt samarbejde

Fynsk statsminister bør være advarsel for den radikale leder Sofie Carsten Nielsen, der flirter med tanken om en blå statsminister.

- Jeg fraråder det stærkt.

Det er det klare råd til de radikales partileder, Sofie Carsten Nielsen, der har erklæret sig åben over for at pege på en blå statsminister efter et kommende valg.

Rådet kommer fra en tidligere landsformand (1971-1974) samt folketingsmedlem for selvsamme parti, Asger Baunsbak-Jensen.

Det er en af de få statsministre i danmarkshistorien, der er valgt på Fyn, som får den radikale nestor til at fraråde Sofie Carsten Nielsens flirteri med de blå partier.

Fynsk lærestreg

Fynske Hilmar Baunsgaard er en af kun to radikale statsministre igennem tiden. 

Hans regering fra 1968 til 1971 byggede på blå stemmer, og det fik store konsekvenser for midterpartiet, mener Asger Baunsbak-Jensen.

- Når Radikale samarbejder med Venstre og Konservative, er det gået galt, siger den tidligere landsformand til TV 2 Fyn.

I 1971 mistede Hilmar Baunsgaards magten efter én enkelt embedsperiode, og bare få år efter var partiet svundet ind fra 27 mandater til sølle seks mandater.

Nogenlunde det samme skete for den odenseansk fødte Niels Helveg Petersen, da han som partiformand for Radikale indgik i Schlüter-regeringen med Venstre og Konservative i 1988.

- Ved det næste valg kom Radikale Venstres stemmetal ned på det laveste, som partiet nogensinde har haft, fortæller Asger Baunsbak-Jensen.

- Og derfor kommer jeg til den konklusion, at man kan ikke lave en blå regering med de radikale om bord. Det vil vælgerne ikke have.

Radikale er ikke borgerlige

På den måde står fynske Hilmar Baunsgaard altså som en advarsel for den nuværende radikale leder. 

- Sofie Carsten Nielsen skal tage ved lære af, at når Radikale indgår i samarbejde med Venstre og Konservative, så føler ægte radikale sig ikke tilfredse med det, ligesom vi så det gik galt med Hilmar Baunsgaard.

Asger Baunsbak-Jensen peger på, at der er en særlig sammenhæng mellem Socialdemokratiet og Radikale. 

De to partier har nemlig sammen bygget velfærdsstaten op, lyder forklaringen på den røde tilknytning i det radikale parti.

- Radikale-sindede folk er ikke socialister, og de er ikke borgerlige, liberale eller konservative. De er radikale, men skal de stemme et andet sted, så vil de normalt være på Socialdemokratiet.

Kan ikke forestille sig blåt samarbejde

Ender Sofie Carsten Nielsen med at pege på en blå statsminister, så følger der også partier med i samarbejdet, som Asger Baunsbak-Jensen ikke kan forestille sig de radikale arbejde sammen med.

- Så skal de jo også arbejde sammen med Nye Borgerlige og Støjberg og hele molevitten. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre.

Netop flygtninge og indvandrere er nemlig en af kernepunkterne, hvor Radikale skiller sig ud fra de andre partier, forklarer han. 

Asger Baunsbak-Jensen kalder det 'frisind', og her står partiet helt anderledes end Venstre og Konservative. Socialdemokratiet inklusiv.

De socialdemokratiske åndsfæller profilerede sig på en stram udlændingepolitik ved sidste folketingsvalg i 2019. Blandt andet derfor er radikale heller ikke socialdemokrater, ifølge det tidligere folketingsmedlem.

Højt spil

Med tirsdagens nyhed om et angreb på de russiske gasledninger Nord Stream 1 og 2, har øjnene igen rettet sig mod den radikale leder og hendes valg-ultimatum til statsminister Mette Frederiksen (S).

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) krævede tirsdag, at Sofie Carsten Nielsen trak sit valgkrav tilbage på grund af gaskrisen i Østersøen.

- Det er ikke en skam at kravle ned fra træet, når man gør det af de rigtige årsager. Omvendt ser man skidt ud, når man sidder højt oppe i træet af de forkerte årsager, skrev borgmesteren på Facebook tirsdag aften.

Den tidligere landsformand for Radikale Venstre, Asger Baunsbak-Jensen, bruger nogenlunde samme ordlyd omkring den radikale partileders ultimatum.

- Jeg kan kun sige, at havde jeg siddet i hendes sted, så havde jeg ikke selv turde at gøre det, fordi man risikerer ikke at kunne komme ned fra det træ, man er kravlet op i, siger Asger Baunsbak-Jensen.

- Jeg vil kalde det for højt spil, tilføjer den radikale nestor.

Han gør det dog klart, at Sofie Carsten Nielsen ikke kan ændre noget nu. 

- Hun kan ikke ændre kurs nu, tre-fire dage før Folketinget åbner. Der er ingen muligheder for hende, slår Asger Baunsbak-Jensen fast.

Sofie Carsten Nielsen har dog også gjort det klart, at situationen i Østersøen ikke ændrer på noget. Den socialdemokratiske regering bliver væltet, hvis ikke Mette Frederiksen udskriver valg i næste uge.

Radikal parentes

Dermed er det bare at vente og se, hvad der sker når valget udskrives. Efter alt at dømme altså i næste uge.

Her har de radikales Sofie Carsten Nielsen også lovet at pege endeligt på sin statsministerkandidat. 

Ifølge Asger Baunsbak-Jensen blev Hilmar Baunsgaards regering en parentes i radikal historie. Et mislykket projekt, der skulle have fået partiet ud af Socialdemokratiets skygge.

Fremtiden vil vise, om Sofie Carsten Nielsen vil udfordre skæbnen og gøre ham forsøget efter.

Den fynsk statsminister Hilmar Baunsgaard døde i 1989. Sammen med sin kone Egone Baunsgaard boede parret i Assens og Odense, inden de flyttede til Sjælland, da Hilmar Baunsgaard blev statsminister. 

Egone Baunsgaard afgik ved døden i 2019 på Odense Universitetshospital 96 år gammel.

Oversigt

    Oversigt