Topkørere til fynsk motorsportsteam

Det fynske motorsportsteam Perfection Racing fra Beldringe præsenterede tirsdag eftermiddag Jan Magnussen og Casper Elgaard som nye kørere for den kommende sæson.

Perfection Racing vandt i 2009

De to tidligere Le Mans-vindere Magnussen og Elgaard skal efter planen genvinde mesterskabet for det fynske team i den bedste danske motorsportsklasse DTC.

I 2009 vandt Michel Nykjær DTC-mesterskabet, mens han sammen med Henrik Lundgaard også tog teammesterskabet for Perfection Racing.

I 2010 kommer der altså til at stå Jan Magnussen og Casper Elgaard på de fynske biler, og udover DTC er ambitionen også at vinde det nordiske mesterskab, der i år køres som en del af DTC-afdelingerne med to løb i Sverige.

Teamchef hos Perfection Racing - nordfynboen Kent Bo Steffensen - har selv en fortid som DTC-kører.

Tidligere Formel 1 kører og dansemester

Med de nye kørere kommer der masser af erfaring på det fynske team. Casper Elgaard og Jan Magnussen har begge vundet 24 timers-løbet Le Mans, de er de mest vindende kørere i DTC-serien med henholdsvis tre og to mesterskaber, og Jan Magnussen har desuden en kort fortid som Formel 1-kører for Stewart Grand Prix-teamet i 1997-1998.

Måske er der nogle af læserne, der forbinder Casper Elgaard-navnet med andet end fart og benzin. Han vil sandsynligvis også kunne brillere ved eventuelle firmafester, for han vandt efterårets udgave af Vild med Dans.

DTC-sæsonen køres over otte afdelinger og indledes på Jyllands-Ringen den 24.-25. april.

Casper Elgaard og Jan Magnussen kommer til at sidde bag rattet i en baghjulstrukket BMW E90-model