Tusinder af borgere forsøger at booke tid til coronatest

Mandag tidlig eftermiddag er der kø på hjemmesiden coronaprover.dk. Ventetiden kan være på omkring en time.

Flere tusinde borgere ser mandag tidlig eftermiddag ud til at forsøge at booke tid til en coronatest.

På hjemmesiden coronaprover.dk, hvor man kan booke testen, er der en ventetid på omkring en time.

Det bliver også oplyst, at flere end 16.000 brugere står foran i køen.

- Der er lige nu ventetid til coronaprover.dk. Vi beklager.

- Vent i køen eller kom tilbage senere, står der på hjemmesiden.

To millioner prøver

De seneste måneder har det været muligt at booke tid til en coronatest i et af de testcentre, som er fordelt rundt om i landet.

Det kræver kun NemID.

Børn og unge ned til 15 år kan selv booke en tid, mens børn under 15 år skal have hjælp fra deres forældre.

Søndag oplyste Statens Serum Institut (SSI), at der det seneste døgn var blevet testet 21.563 personer. Det skete på baggrund af 34.134 prøver.

Årsagen til forskellen er, at en person kan være blevet testet flere gange.

Siden coronaudbruddet er der blevet foretaget i underkanten af to millioner prøver.

Lidt flere end 1,4 millioner borgere er blevet testet.

Oversigt

    Oversigt