Ugens sommervejr er godt nyt for høsten

Kolde og temmelig regnfulde julidage har skabt usikkerhed omkring høsten i år. Men vejrudsigterne er skiftet, og dermed kan årets høst for alvor gå i gang.

De Instagram-venlige rapsmarker fra foråret er gået fra gul til brun og er nu klar til at blive høstet. En høst, der ellers har været udfordret af et noget ustadigt julivejr med regn.   

- Det har været med spænding at gå høsten i møde, for det har været en lidt besværet start, hvor vi måtte kæmpe os til at høste frøgræs, siger Bo Jensen, der er direktør i Agro-Alliancen, som driver landbruget på Egeskov, og fortsætter:

- Men med de gode vejrudsigter nu falder der ro på sjælen.

God høst i vente

Det har været et særligt vejr-år, der startede meget regnfuldt ud i foråret, og det har haft indflydelse på de fynske afgrøder.

- Det var meget vådt i foråret, men så satte det ind med tørke, og det er klart, at afgrøderne har været stressede. Men det har rettet sig meget på det sidste, fordi sommeren har været afdæmpet varmemæssigt, siger produktionskonsulent i Danish Agro, Henrik Hansen.

Henrik Hansen spår, at der bliver stor aktivitet på markerne den kommende weekend.
Henrik Hansen spår, at der bliver stor aktivitet på markerne den kommende weekend.
Foto: Anders Høgh

Selvom vejret i juli har trukket høsten lidt ud, er han er overbevist om, at de fynske landmænd kan se frem til en stor og god høst.

- Man skal ikke høste med øjnene, men jeg vurderer, at der står en pæn og fornuftig avl ude på Fyn, siger Henrik Hansen.

Det genkender de ude på markerne.

- Jeg synes, det ser rigtig positivt ud med høsten indtil videre. Vores frøhøst er gået godt, og foreløbigt ser vores raps godt ud, siger Bo Jensen, der er direktør i Agro-Alliancen.

Raps og hvede på skemaet

Det gode vejr giver også travlhed på markerne. Agro-Alliancen skal høste omkring 2000 hektar jord. Mandag startede høsten af 240 hektar raps. Og så regner de med, at hvedehøsten på 550 hektar går i gang i weekenden.

Bo Jensen krydser nu bare fingre for, at vejret holder.

- Det værste der kan ske er, at vi får en lang periode med ustadig vejr, som bliver ved. En enkelt dag med regn betyder ikke noget, men ti dage vil vi nødigt have, siger han.

Lige nu kører mejetærskerne fra klokken ti om morgenen til tolv om aftenen. Der kommer altså rigtigt gang i høsten på Fyn i denne uge.

- Hvis raps bliver udsat for ustadigt vejr, når den er ved at være moden, kan den begynde at spirre i skulken ligesom hvede, og så kan den miste kvalitet, siger Bo Jensen.
- Hvis raps bliver udsat for ustadigt vejr, når den er ved at være moden, kan den begynde at spirre i skulken ligesom hvede, og så kan den miste kvalitet, siger Bo Jensen.
Foto: Anders Høgh

 

Oversigt

    Oversigt