Ved du noget? Politiet beder om hjælp efter dødsulykke på motorvejen

Fyns Politi beder offentligheden om hjælp til at klarlægge, hvad der er sket op til, at en 23-årig mand fra Odense natten til søndag mistede livet på Fynske Motorvej.

Natten til søndag mistede en 23-årig mand livet på Fynske Motorvej. 

Den 23-årige gik på motorvejen og blev ramt af en bil i høj fart. Fyns Politi er stadig usikre på, hvorfor manden gik på motorvejen, og man beder nu om hjælp fra offentligheden til at få opklaret, hvad der er gået forud for ulykken. 

- Vi vil gerne have klarlagt hans færden i løbet af aftenen og natten, siger Kenneth Taanquist, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Uheldet skete klokken 03.32 tæt ved afkørsel 51 Odense S. Politiet mener, at den 23-årige er kommet fra et sted nord for motorvejen. Årsagen er, at en hundepatrulje muligvis har fundet spor af manden i området. De nærmeste veje nord for motorvejen er Julagervænget og Torpvej. 

- Vi tænker, at han måske kan have været til en fest i området. Hvis man har set noget, vil vi gerne høre om det, siger vagtchefen. 

Ifølge Kenneth Taanquist er den 23-årige oprindeligt fra Jylland, men muligvis flyttet til Odense i forbindelse med studie. Han havde adresse i Odense M, som ligger nogle kilometer fra ulykkesstedet.

Det var en 21-årig mand, der kørte den bil, som ramte den 23-årige. Ifølge vagtchefen er den 21-årige ikke kommet noget til. 

- Han er selvfølgelig dybt chokeret, siger Kenneth Taanquist. 

Politiet har ikke mistanke om, at der er blevet kørt for stærkt eller på nogen måde hasarderet. Bilen er blevet undersøgt af en bilinspektør, der vil udfærdige en rapport, der nærmere klarlægger, hvad der er sket. Rapporten forventes at være færdig inden for en måned. 

Motorvejen var søndag morgen lukket i to timer mellem afkørsel 50 Odense C og afkørsel 51 Odense S. Vejen blev åbnet for trafik igen kort efter klokken 6. 

Oversigt

    Oversigt