Vilhelmsen bliver socialminister

Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen fra Kerteminde overtager fredag socialministeriet efter Karen Hækkerup (S), erfarer Ritzau.

Karen Hækkerup bliver ifølge Ritzaus oplysninger i stedet fødevareminister.

Vilhelmsen kommer til at sidde i spidsen for et socialministerium, der med rokaden vokser sig større. Kilder oplyser til Ritzau, at forebyggelsesområdet bliver flyttet fra Sundhedsministeriet til Socialministeriet.

Desuden overtager hun de 0-6-årige fra Ministeriet for Børn- og Undervisning. Ministeriet ifølge DR til at hedde Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

SF's formand giver sin hidtidige post videre til Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen, når statsministeren fredag gennemfører en ministerrokade, erfarer DR torsdag aften.

Annette Vilhelmsen bliver siddende i regeringens koordinationsudvalg.

Regeringspartierne Socialdemokraterne, De Radikale og SF er enige om rokaden.

Der har i løbet af de seneste måneder været vedvarende rygter om en udskiftning af flere ministre. Der er tale om den første større rokade, som Helle Thorning-Schmidt har gennemført som statsminister.

Ifølge Ekstra Bladet skal de afgående ministre fredag klokken 11.45 i audiens hos kronprinsen, fordi dronningen er i Frankrig. Klokken 12.30 er det de nye ministres tur.

Oversigt

    Oversigt