Svært dement fundet frysende under hæk: Familie føler sig svigtet af kommunen

Ingvar Mogensens tre børn føler sig svigtet af Nyborg Kommune, der tog sig af behandlingen af deres demensramte far. Med en GPS i bukselinningen fik han lov til at gå frit omkring og endte frysende under en hæk. Syv dage senere døde han.

Tæt på midnat en sommeraften modtager Ingvar Mogensens børn et skæbnesvangert opkald. Deres far havde endnu engang forladt plejecenteret, hvor han boede.

- Klokken 23.30 tirsdag aften bliver vi ringet op, at min far ligger her inde i hækken, siger Connie Lundsgaard Rasmussen, mens hun står foran hækken, hvor de fandt hendes far i sommers.

22. juni var kulminationen på et tre måneders langt mareridt for Ingvar Mogensens tre børn. Ingvar Mogensen var stærkt dement, og havde igen og igen forladt sin lejlighed på plejecenter Rosengården i Ørbæk. Personalet var velvidende om de mange gange, han havde forladt stedet.

- Det var helt forfærdeligt, siger Connie Lundsgaard Rasmussen.

Ifølge lægen på Svendborg Sygehus fik Ingvar Mogensen såkaldt muskelhenfald af at ligge under hækken. Han havde også en infektion.

Syv dage senere døde Ingvar Mogensen 93 år gammel.

- Jeg håber virkelig, at kommunen kan sætte noget i værk, så det ikke sker for andre familier. Ingen andre skal opleve det, vi har været igennem, siger Connie Lundsgaard Rasmussen.

I dag føler de tre efterladte børn sig svigtet af Nyborg Kommune.

Kom og vær med: Kan vi gøre det bedre for de ældre?


Fik lov at gå i Ørbæks gader

Tilbage i Ingvar Mogensens hjem i Frørup er de tre børn samlet omkring et spisebord med en grønternet dug. Væggene er fyldt med familiebilleder af børn og børnebørn. Foran de tre søskende ligger billeder af deres far.

Billeder, der viser Ingvar Mogensens liv. Han arbejdede som tømrer helt indtil han blev 91 år.

- Han kunne ikke lade være med at arbejde. Men til sidst kunne han ikke finde ud af det mere, siger Lennart Mogensen.

Kæmpe stigning i antallet af meget gamle på Fyn
Her kan du se, den procentuelle stigning af +80-årige, der kommer i de fynske kommuner fra 2021 til 2030.

Assens: 52 procent


Faaborg-Midtfyn: 47 procent


Kerteminde: 50 procent


Langeland: 49 procent


Middelfart: 68 procent


Nordfyns: 62 procent


Nyborg: 52 procent


Odense: 46 procent


Svendborg: 52 procent


Ærø: 30 procent


Landsgns.: 53 procent

Kilde: Befolkningsfremskrivning foretaget af NB Økonomi for TV2 Fyn

Demensen blev værre og værre. 31. maj 2021 indskrev familien ham på plejecenter Rosengården i Ørbæk, men forløbet blev slet ikke som forventet.

- Så gik han bare mere og mere. Han ville slet ikke være der, siger Connie Lundsgaard Rasmussen.

Demensen gjorde Ingvar Mogensen udadreagerende, og plejepersonalet blev bange for ham. De havde hverken ressourcerne eller beføjelserne til at holde på ham.

Læs Nyborg Kommunes svar på kritikken herunder

NYBORG KOMMUNES SVAR

- Man har simpelthen ikke vidst, hvad man skulle gøre og gribe i, når man ikke kunne håndtere et menneske som vores far, siger Lennart Mogensen.

Løsningen blev, at Ingvar Mogensen fik en GPS i bukselinningen, og så fik han ellers lov til at gå i Ørbæks gader.

- Omsorgen for min far var ikke til stede, siger Connie Lundsgaard Rasmussen.

- Jeg troede ikke mine egne øjne

Den 17. juni gik det galt. Ingvar Mogensen blev aggressiv og hev en dør af ud til toilettet. Plejepersonalet sagde, at de ikke længere kunne håndtere ham. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling, men blev udskrevet om eftermiddagen. 

Men ikke til plejecentret. 

Han blev udskrevet til sit eget hus i Frørup, mens han stadig var stærkt medicineret.

- Vi modtager ham i en taxa på den måde her, siger Lennart Mogensen. 

Ingvar Mogensen blev udskrevet fra psykiatrisk, og familien tog dette billede af ham, efter de modtog ham i en taxa.
Ingvar Mogensen blev udskrevet fra psykiatrisk, og familien tog dette billede af ham, efter de modtog ham i en taxa.

- Jeg troede ikke mine egne øjne. Det tror jeg heller ikke min lillebror gjorde, da de kom med ham, siger Lennart Mogensen.

Det holdt heller ikke længere end weekenden over. Ingvar Mogensen faldt og slog hovedet og bliver indlagt igen.

Ikke engang et tæppe 

I mellemtiden lykkedes det Lennart Mogensen at finde en akutplads på et specialiseret demensplejecenter i Svendborg. Men Nyborg Kommune satte sig imod.

- Det kunne ikke komme på tale, fordi så skulle vi være klar over, at der var en mellemkommunal afregning, det var ikke noget, man bare lige kunne gøre brug af en anden kommunes pladser. Så det blev afvist, siger Lennart Mogensen.

Men som pårørende, har I så ikke haft for store forventninger til, hvad det offentlige kan stille til rådighed?

- Det mener jeg ikke. Det er ikke billigt at bo på et plejehjem. Så man har en forventning om, at der bliver taget sig godt af ham, og det føler vi bestemt ikke, der er sket, siger Lennart Mogensen.

Resultatet blev, at Ingvar Mogensen kom tilbage på plejecenteret Rosengården, men samme aften gik han derfra.

Klokken 23.30 fandt en hundelufter ham i perlestenene under hækken.

Plejecenterets personale vidste godt, at han var væk. 

- Han havde hospitaltstøj på. Bare tæer i sine sutsko, siger Lennart Mogensen.

- Og han var kold og frøs, og personalet havde ikke engang givet ham et tæppe. Det kunne I vel for pokker have gjort, eller ringet 112. Hvorfor gjorde I ikke det?, spørger Connie Lundsgaard Rasmussen.

- Det er omsorgssvigt, så det basker, siger Connie Lundsgaard Rasmussen.

Nyborg Kommunes Sundheds- og Ældrechef Mette Bill Ladegaard anerkender, at Ingvar Mogensens forløb var utilfredsstillende. Men lovgivningen gør det svært at handle hurtigt. Sundhedschefen kan dog på grund af tavshedspligt ikke kommentere den konkrete sag yderligere.

Ingvar Mogensens tre børn har nu klaget over forløbet til Patientklagenævnet. Desuden har de sendt en bekymring til Styrelsen for Patientsikkerhed. Derved bliver sagen nu undersøgt yderligere af Styrelsen.

Tema: Hvem skal passe farmor?


Har du oplevelser med ældreplejen, du vil dele med os? Så send dem til os herunder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt