Borgmester: - Jeg håber, vi kommer til at skuffe jer alle sammen

Kommunalvalget i 2017 var et drama i Kerteminde Kommune, og forventningen er den samme denne gang, men borgmester Kasper Ejsing håber, at han kommer til at skuffe og hurtigt finde en vinder.

Socialdemokraten Kasper Ejsing, der er borgmester i Kerteminde Kommune, stemte tirsdag eftermiddag i Langeskov Hallen.

Her kommenterede han forventningen om endnu et dramatisk valg som for fire år siden, hvor han blev borgmester, selv om vælgerne havde stemt blåt.

- Jeg håber, vi kommer til at skuffe alle jer journalister helt vildt. Jeg håber, vi rimelig hurtigt kan melde ud, hvem der er borgmester. Jeg håber, at borgerne giver et klart signal om, hvem de ønsker skal sidde for bordenden de næste fire år, siger Kasper Ejsing

Vælgerne ville have blå - men fik rød

Ved det seneste kommunalvalg var der højdramatisk spænding i dagene efter valget, og Kasper Ejsing tog efter længerevarende forhandlinger borgmesterposten for næsen af Klavs Norup Lauridsen (K), der ellers i 2017 fik flere personlige stemmer.

Venstre støttede socialdemokraten og ikke de gamle venner fra Konservative. Den socialdemokratiske borgmester vil dog bestemt ikke udelukke højdramatiske konstitueringsforhandlinger igen.

- Lige meget hvad der kommer til at ske, kommer det til at gå højt på en eller anden måde, for der er rigtig mange følelser på spil, siger Kasper Ejsing.

- Der er nogle, der bliver glade, og der er nogle, der bliver kede af det, fastslår han.

Hvis Kasper Ejsing genvinder borgmesterposten, bliver han den første nogensinde i Kerteminde til at blive genvalgt.

19.398 borgere i Kerteminde Kommune kan stemme ved tirsdagens kommunalvalg. 

Oversigt

    Oversigt