Eftersøgning i nat: Drone fandt dement 87-årig, der var gået hjemmefra

Eftersøgning med drone og hundepatruljer gav hurtigt resultat, da en dement 87-årig mand fra Kerteminde natten til onsdag havde forladt sit hjem.

Takket være hjælp fra hundepatruljer og ikke mindst en drone lykkedes det natten til onsdag for Fyns Politi at finde en 87-årig dement og dårligt gående mand, der tidligere på aftenen havde forladt sin bopæl i Kerteminde.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 1 og kørte til Nordøstfyn med hunde og drone.

- Vi fandt ham med dronens hjælp, siger Milan Holck Nielsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Ifølge vagtchefen var den 87-årige i fin tilstand, da han blev lokaliseret ikke langt fra sit hjem i Kerteminde.

- Han var en smule kold, men var ellers i god behold. Godt nok er det blevet varmere, men det er stadig koldt for en 87-årig, siger vagtchefen.

Politiets drone er udstyret med termisk sigte, så den kan søge i forhold til blandt andet kropsvarme, og takket være det moderne udstyr kunne politiet hurtigt finde den 87-årige mand.

- Det er rart, når teknologien også kan hjælpe til – selvfølgelig sammen med godt politiarbejde. Det var godt og effektivt arbejde, siger Milan Holck Nielsen, der kalder nattens eftersøgning for 'en god historie'.

Oversigt

    Oversigt