Glemte Langeskov 24 gange: Lokomotivførere kaldt til samtale

DSB har haft lokomotivførere, der har glemt Langeskov Station, inde til en samtale. I 2020 er stationen - indtil nu - blevet husket hver gang. 

I 2019 glemte lokomotivførerne hos DSB at standse på Langeskov Station i alt 24 gange.

Det har fået flere fynske folketingsmedlemmer - blandt andre Erling Bonnesen (V) og Jane Heitmann (V) - til at henvende sig til transportminister Benny Engelbrecht (S), der også erkender, at det ikke er godt nok.

Transportministeren oplyser torsdag, at han har drøftet situationen med DSB, der i den forbindelse har indkaldt til samtaler med de enkelte lokomotivførere, som har glemt at standse på Langeskov Station. 

Det sker blandt andet, fordi en væsentlig årsag til forbikørslerne er på grund af menneskelige fejl. 

Derudover har DSB sørget for, at lokomotivførerne får en automatisk påmindelse i førerrummet, når de skal standse på stationen mellem Odense og Nyborg. 

Ny station i 2015

Den oprindelige Langeskov Station blev bygget i 1869, men togene mellem Odense og Nyborg holdt helt op med at standse på stationen i 1979.

Fra 1979 til 2015 var der ingen togstop i Langeskov, men byen genåbnede sin station i 2015, så DSB’s intercitytog kunne standse i byen. 

Selv om Langeskov Station har haft åbnet for togtrafik i flere år, blev stationen fortsat glemt 24 gange i 2019. Toget standser - efter planen - i Langeskov over 14.000 gange om året.

Ingen forbikørsler i 2020

Noget tyder på, at mediernes dækning af sagen og ministerens drøftelser med DSB har virket. Der har i 2020 endnu ikke været nogen forbikørsler, så passagerer, der har planer om at stå af i Langeskov, har haft mulighed for det.

Standser toget ikke som planlagt, er passagererne nødsaget til at stå af i Odense eller Nyborg og tage det næste tog tilbage til Langeskov. 

DSB har tidligere beklaget forbikørslerne. 

Oversigt

    Oversigt