Kandidat i bar overkrop kan blive yngste fynbo i Folketinget

I 2021 blev Malte Jäger valgt ind i byrådet i Kerteminde. Nu satser han på også at få en plads i Folketinget. Bliver han valgt ind, bliver han den yngste fynbo nogensinde på Christiansborg.

Nye Borgerliges kandidat Malte Jäger blev sidste år valgt ind i Kerteminde Byråd. Nu stiller den 19-årige kandidat, der blev kendt for sin kommunalvalgsplakat med bar overkrop, op til Folketinget.

Senest den 5. juni 2023 skal danskerne til valg, og ligger valget dén dag, vil Malte Jäger være 20 år, 10 måneder og 8 dage gammel - og dermed vil han være den yngste fynbo og femte yngste nogensinde på Christiansborg, hvis han kommer ind. 

- Der er ingen på min alder, der arbejder lige så meget, som jeg gør og har gjort længe, siger Malte Jäger.

Den 19-årige universitetsstuderende har netop færdiggjort sit andet semester på historiestudiet på universitetet. Ved siden af uddannelsen og byrådsarbejdet arbejder han også på den lokale tankstation. 

Bliver i Kerteminde Byråd

Bliver han valgt til folketingsvalget vil han sætte sin uddannelse og jobbet på tanken på pause. Byrådsarbejdet beholder han.

- Jeg tror, at hvis jeg dropper byrådet, ville samtlige byrådspolitikere stemme på mig for at få mig ud. Den glæde vil jeg ikke give dem.

- Hvis jeg er så heldig at komme ind, vil jeg bruge hver eneste time til politik, så jeg får alt ud af mit mandat, siger Malte Jäger. 

Malte Jäger vil bruge fire år på politik, inden han vil forfølge sin drøm om at blive officer i militæret.
Malte Jäger vil bruge fire år på politik, inden han vil forfølge sin drøm om at blive officer i militæret.
Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Ved kommunalvalget tiltrak hans bare overkrop i lygtepælene en del opmærksomhed og sikrede ham også pladsen i byrådet. Det er dog ikke hans afklædte krop, men hans politik der skal få ham til Christiansborg. 

- Den sjat valgplakater, jeg har tilbage, kommer nok op i Kerteminde. Folk ved godt, hvem jeg er nu, og jeg har ikke på samme måde brug for, at folk bare skal kende mit navn. Min politik skal nok trække mig, siger Malte Jäger.

Han går blandt andet til mere frihed, strengere indvandrerpolitik og mindre frås med offentlige penge. 

Under kommunalvalget fik Malte Jäger stjålet flere af sine valgplakater, hvor han ikke havde tøj på overkroppen.

Oversigt

    Oversigt