Ultralydsscanning af Sif

Det gravide marsvin, Sif, fra Fjord&Bælt, er blevet ultralydsscannet. Alt er i den skønneste orden, lyder meldingen.

Marsvinefødsler er sjældne, men Sif er nu gravid for anden gang.

- Sif har det rigtig godt, hendes tilstand er god og hun deltager aktivt i den daglige træning. Det er stadig kun muligt at gisne om, hvornår fødslen vil finde sted. "Det kan være alt lige fra 3 uger til 1,5 måneder, fortæller cheftræner Jakob Højer Kristensen, som er den person på Fjord&Bælt, der følger begivenhedens gang og forberedelserne forinden på helt tæt hold.

Ultralydscanningen blev foretaget af den hollandske dyrlæge Niels van Elk som er specialiseret i scanning af marsvin. Skærmen afslørede et fint lille bankende hjerte fra den kommende marsvinekalv.

En af de ting, som der særligt bliver holdt øje med er afstanden mellem hendes dievorter og udvidelsen af hendes kønsåbning.

- Det er her de første tegn på en igangværende fødsel viser sig, fortæller Jakob Højer Kristensen.

Oversigt

    Oversigt