Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Sagen om en 16-årig psykisk sårbar, som endte på psykiatrisk skadestue som følge af behandling i Nordfyns Kommune er både usædvanlig og kritisabel. Det mener foreningen Sind.
Nordfyns Kommune lever ikke op til det ansvar, de har fået, om at sikre psykisk sårbare børn og unge en relevant behandling.
“- Det er heldigvis meget sjældent, at vi hører om en sag, hvor en psykiater går ind og udtaler, at man fra kommunens side har presset barnet ud, hvor det er endt med, at barnet har selvmordstanker - og at man samtidig nægter at bruge de faglige eksperter, som man kan søge hos Viso.”
Det mener landformanden for Sind, Knud Kristensen.
Han kalder sagen om en 16-årig psykisk sårbar pige, der som følge af et behandlingsforløb iværksat af Nordfyns Kommune endte i et personligt sammenbrud, for usædvanlig.
- Det er heldigvis meget sjældent, at vi hører om en sag, hvor en psykiater går ind og udtaler, at man fra kommunens side har presset barnet ud, hvor det er endt med, at barnet har selvmordstanker - og at man samtidig nægter at bruge de faglige eksperter, som man kan søge hos Viso, siger landformand for Sind, Knud Kristensen.
Udtalelsen falder efter, at TV 2/Fyn onsdag bragte historien om en 16-årig psykisk sårbar pige fra Nordfyn, som i begyndelsen af april endte på psykiatrisk skadestue efter at have deltaget i en behandlingssamtale med en medarbejder fra Familiehuset i Nordfyns Kommune.
Her beskriver lægen direkte, hvordan den kommunale behandling har "fået bægeret til at flyde over" for den 16-årige pige:
"Særligt det, at sagsbehandleren har iværksat daglige opgaver via Cool Kids forløbet, har virkelig fået bægeret til at flyde over, da hun ikke kognitivt kan være med til at kapere disse opgaver. Særligt ikke på egen hånd, da hun har svært ved at forstå dem. Det vurderes herfra at have været en udtalt belastning, der har fået bægeret til at flyde over."
Kommunal behandling drev psykisk sårbar 16-årig ud i sammenbrud
Nordfyns Kommune har drevet en psykisk sårbar 16-årig pige ud i et personligt sammenbrud. Det fremgår af dokumenter fra psykiatrisk skadestue.
Nordfyns Kommune giver ikke psykisk sårbare børn og unge den hjælp, de har krav på. Tværtimod.
Det mener forældrene til en 16-årig pige, som kæmper med OCD, indlæringsvanskeligheder og svær angst.
- Vi ved ikke, om vi har hende i morgen. Vi er hele tiden på vagt. Hvad sker der, når du kommer hjem fra arbejde? Det er en frygtelig situation. Vi ved ikke, hvornår nok er nok for hende, siger forældrene til den 16-årige pige.
De har af hensyn til deres datter valgt at medvirke anonymt, men deres identitet er redaktionen bekendt.
Seneste behandlingsforløb kørte af sporet
Forældrenes kritik kommer efter, at kommunen har forsøgt sig med flere forskellige behandlingsstrategier, hvoraf det seneste behandlingsforløb - ifølge et notat fra psykiatrisk skadestue - har været årsag til, at deres datter er blevet dårligere.
“Vi ved ikke, om vi har hende i morgen.”
I notatet står der:
- Særligt det, at sagsbehandleren har iværksat daglige opgaver via Cool Kids forløbet, har virkelig fået bægeret til at flyde over, da hun ikke kognitivt kan være med til at kapere disse opgaver. Særligt ikke på egen hånd, da hun har svært ved at forstå dem. Det vurderes herfra at have været en udtalt belastning, der har fået bægeret til at flyde over.
Vurderingen er lavet af en læge på psykiatrisk skadestue i begyndelsen af april 2017.
Her blev den 16-årige pige umiddelbart efter en behandlingssession med en medarbejder fra kommunens Familiehus så psykisk dårlig, at forældrene måtte hente hende og køre hende på psykiatrisk skadestue.
Lægen skriver videre:
- Ser en tydelig belastet pige i skadestuen, der er grådlabil og ked af det. Har svært ved at sætte ord på situationen. Synes, det hele virker uoverskueligt, og det eneste, hun føler kan løsne lidt for det, er tanken om at skulle væk herfra og tage sit eget liv.
Det behandlingsforløb - som altså ifølge både forældrene til den 16-årige og den læge, som tog imod på psykiatrisk skadestue den dag i begyndelsen af april, forværrede pigens situation - blev som følge af episoden stoppet.
Forældre: Kommunens behandling er uprofessionel
Forløbet har fået forældrene til at tvivle på, at Nordfyns Kommune har den rette behandling til deres datter.
Datteren har været igennem flere forskellige behandlinger i kommunens Familiehus. Senest et såkaldt Cool Kids forløb, som bruges til børn med angst.
- Du kan bare mærke, at det dér, det er ikke professionelt. De forsøger at presse og pace hende, og det kan hun ikke tåle. Hun kan ikke tåle pres, siger forældrene til den 16-årige.
Forløbet har ifølge forældrene ikke været varetaget af en psykolog. Ligesom den forældredel, som normalt er en integreret del af Cool Kids behandlingen, ikke er blevet iværksat.
Hvad er Cool Kids?
Behandlingsprogram målrettet angstramte børn og unge samt deres forældre.
Cool Kids består af et gruppebaseret program, der strækker sig over 10 sessioner af to timers varighed. Formålet med programmet er via undervisning, samtaler og hjemmeopgaver at lære børn og forældre nye og mere hensigtsmæssige måder at håndtere angsten på.
- Vi har sagt på møderne; tag det nu stille og roligt, men der er sket lige det modsatte, siger den 16-åriges far.
Nordfyns Kommune: Vi har de rette faglige kompetencer
Trods lægens klare beskrivelse af det seneste kommunale behandlingsforløb som forværrende faktor, afviser Nordfyns Kommune, at man mangler de faglige kompetencer til at behandle den 16-årige.
- Der har været tale om et behandlingsforløb, hvor behandlingen er ophørt på baggrund af ønske fra den unge og forældrene. Tilrettelæggesen af en kommunal behandling har det formål at støtte børn og forældre, således at barnet og forældre hurtigst muligt kommer i en positiv udvikling, siger chef for Børn og Familie, Henrik Jacobsen, Nordfyns Kommune.
Forældrene til den 16-årige har efterhånden mistet tilliden til, at de kommunale familiebehandlere, som har behandlet på deres datter, har den rette faglighed. Kan du forstå deres bekymring?
- Jeg har forståelse for forældrenes bekymring. Jeg konstaterer samtidig, at vi i Nordfyns Kommune har ansat kompetente medarbejdere, som hver dag yder en stor indsats for at støtte børn og forældre ud fra en faglig tilgang. Medarbejdere, som arbejder med behandling, er blandt andet uddannet i evidensbaserede behandlingsmetoder, siger Henrik Jacobsen.
Vil ikke søge vejledning hos gratis specialister
Nordfyns Kommune fastholder altså - trods flere fejlslagne behandlingsforsøg - at man har de fornødne kompetencer til at behandle den 16-årige pige.
Derfor har kommunen også gentagne gange afvist forældrenes opfordring til at søge råd og vejledning hos statens specialrådgivning, VISO.
- Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor de ikke vil søge vejledning hos VISO, når det er gratis. Det er netop dem, der har den nødvendige viden om, hvordan flere diagnoser og problemstillinger spiller sammen, siger moren til den 16-årige.
Familiechef: Ingen grund til at spørge om råd uden for kommunen
Oplevelsen af, at der skulle være behov for hjælp udefra i sagen om den 16-årige pige, deler man ikke i familieafdelingen i Nordfyns Kommune.
- Vi har i den konkrete sag vurderet, at medarbejderne har de faglige kompetencer til at udrede og afdække hvilken form for behandling, der kan fremme, at pigen kommer i en positiv udvikling. Hertil kommer, at der har været et tæt samarbejde med personalet fra børnepsykiatrisk afdeling, hvor vi også har efterlevet specialisternes anbefalinger, siger Henrik Jacobsen, Chef for Børn og Familie, Nordfyns Kommune.
Hvad skal der til for, at Nordfyns Kommune benytter sig af VISO?
- Nordfyns Kommune benytter sig af VISO's ekspertise. Det sker i særlig komplekse sager, hvor vi ikke umiddelbart har de nødvendige kompetencer i forhold til at udrede og afklare den rette støtte eller behandling til gavn for den unge og familien, fortæller Henrik Jacobsen.
DF'er undrer sig over Nordfyns Kommune
Sagen har fået handicapordfører for Dansk Folkeparti, Karina Adsbøl, til at stille en række spørgsmål til Børne- og Socialminister, Mai Mercado.
Hun undrer sig især over, at Nordfyns Kommune afviser at gøre brug af netop det tilbud, som staten har stillet til rådighed for at sikre, at kommunerne har adgang til den rette viden.
- Hvis en kommune har udfordringer med at leve op til gældende regler og ikke benytter de muligheder, man har som kommune i forhold til at søge rådgivning, så synes jeg, vi skal følge op på det, siger Karina Adsbøl, handicapordfører, Dansk Folkeparti.
Privat socialrådgiver: Langt fra et enestående tilfælde
Familien fra Nordfyn er langt fra de eneste, der er kommet i klemme.
Det mener den private socialrådgiver, Lea Holst Strynø, der både via sit arbejde og som bestyrelsesmedlem i den private forening, Støttegruppen Nordfyn, har mødt flere familier, som ikke får den rette hjælp.
- Det er sjældent, at man får de rigtige behandlingstilbud i gennem kommunen, i hvert fald Nordfyns Kommune. De har ikke ret meget, og så vil de rigtig gerne spare, så det er ikke de rigtige fagpersoner, de sætter ind, siger Lea Holst Strynø, privat socialrådgiver og bestyrelsesmedlem i foreningen Støttegruppen Nordfyn.
Den udlægning kan man dog ikke genkende i Nordfyns Kommune.
- Det er min oplevelse, at vi i Nordfyns Kommune har en bred vifte af behandlingstilbud til de børn og unge, som har behov for støtte. Vi har netop prioriteret ansættelse af flere forskellige fagprofessioner i Nordfyns Børne- og Familiecenter. Medarbejderne består blandt andet af socialrådgivere, pædagoger og en psykolog, som er med til at tilrettelægge de tilbud, som familier på Nordfyn kan tilbydes, siger Chef for Børn og Familie i Nordfyns Kommune, Henrik Jacobsen.
Sind: Stærkt kritisabelt, at man ikke vil gøre brug af statslig rådgivning
Landsformanden for Sind er særlig kritisk overfor Nordfyns Kommunes gentagne afvisning af at lade den 16-årige udrede hos Viso, der ellers er et gratis tilbud til landets kommuner.
Viso betales af staten og blev netop oprettet for at sikre kommunernes adgang til fagpersoner med specialiseret viden om netop børn og unge med flere forskellige diagnoser eller problemer, der spiller sammen.
Da det netop er tilfældet for den 16-årige pige, som ud over indlæringsvanskeligheder lider af OCD og svær angst, forstår Knud Kristensen ikke, at Nordfyns Kommune afviser at søge vejledning hos Viso.
- Det, synes jeg, er stærkt kritisabelt. Jeg kan ikke se, at der kan være andre grunde til det, end at man ikke vil indrømme sine fejl, og at man ikke vil risikere at blive anbefalet en dyrere løsning end den, man har liggende på hylderne, siger Knud Kristensen.
Hos foreningen Sind oplever man ofte, at psykisk sårbare børn og unge risikerer at blive tabt mellem sundhedssystemet på den ene side og det kommunale behandlingssystem på den anden.
- Der er ingen tvivl om, at økonomi spiller en stor rolle, men der kan også være tale om, at man har en faglig stolthed i kommunen og ikke vil indse, at den hjælp, man giver, ikke er den rette, siger Knud Kristensen.
Artiklen fortsætter under videoklippet.
Nordfyns Kommune afviser brug for hjælp udefra
Nordfyns Kommune fastholder, at den behandling, som den 16-årige pige har modtaget, har været den rigtige, selvom chef for Børn og Familie, Henrik Jacobsen, samtidig tilkendegiver, at det er ærgerligt, at den ikke har virket.
- Jeg anlægger den vurdering, at vi har haft en psykolog inde over. Vi har uddannet personale, som ved, hvad det vil sige at arbejde med unge mennesker, der har angst. Derfor synes jeg, det har været er fuldt forsvarligt tilbud, vi har givet familien, siger Henrik Jacobsen.
Henrik Jacobsen fortæller, at man nu vil forsøge at komme i en god dialog med den 16-årige og hendes familie.
- Vi tager altid kritik til os, og vi skal også arbejde på at blive bedre og lytte til fagfolk, siger Henrik Jacobsen.
Børn- og Familiechefen er dog ikke klar til at søge råd, vejledning eller fornyet udredning hos Viso. Ligesom han heller ikke er klar til at love behandling af den 16-årige pige hos andre behandlere end kommunens egne.
Korte videoer
Trine Dyrholm modtager karrierens 11. Robert-pris for sin birolle i det historiske drama "Pigen med nålen".
I kategorien var hun blandt andre oppe mod sin egen præstation i hospitalsdramaet "Det andet offer".
Filmen udspringer af den virkelige historie om Dagmar Overby, der i 1921 blev dømt for drab på ni spædbørn, som kvinder i ulykkelige omstændigheder havde givet hende, i troen på at hun ville finde et bedre hjem til dem.
Fakta om Trine Dyrholm
Født 15. april 1972 i Odense.
Begyndte i en alder af otte år at optræde på Odense Teater og i H.C. Andersen festspillene i Den Fynske Landsby.
Deltog som 14-årig i Melodi Grand Prix i 1987 med sangen 'Danse i måneskin', der nu er med i Kulturkanonen, der er en liste over 'essentielle kunstværker' i den danske kulturarv.
Hun debuterede i 1990 som 17-årig i spillefilmen Springflod.
Hun har vundet Bodilpriser, Robertpriser og flere andre danske og nationale priser.
I 2016 vandt hun som den første danske kvindelige skuespiller en sølvbjørn.
Trine Dyrholm portrætterer i "Pigen med nålen" Dagmar Overby.
I kategorien Årets Kvindelige Birolle var Trine Dyrholm oppe imod sin egen præstation i hospitalsdramaet "Det andet offer".
Fik første Robert-pris i 2005
De tre andre nominerede i kategorien var Mathilde Arcel, som Trine Dyrholm spillede over for i "Det andet offer", samt Birthe Neumann for "Ingen kære mor" og Maria Rossing for "Min evige sommer".
Trine Dyrholm har allerede fået international anerkendelse for sin præstation i "Pigen med nålen".
I 2024 var hun nomineret til en European Film Awards for filmen.
Trine Dyrholm modtog karrierens første Robert-pris i 2005 for filmen "Forbrydelser". Den første nominering fik hun tilbage i 2003 for sin hovedrolle i dramaet "P.O.V. - Point of View".
Siden er den 53-årige Dyrholm blevet hædret af Danmarks Filmakademi, der står bag Robert Prisen, for sine roller i blandt andet "En kongelig affære", "Hævnen", "Arvingerne" og "Dronningen".
Fredag blev tre mænd anholdt på en parkeringsplads ved Gasværksgade i Nyborg i en større politiaktion.
Kort efter kom det frem, at anholdelsen var foretaget af Fyns Politi på foranledning fra Københavns Vestegns Politi.
Oplysningerne om hvorfor var dog sparsomme, da politiet ville begære om lukkede døre i forbindelse med et grundlovsforhør lørdag.
Nu er der dog nyt i sagen.
Politiet oplyste fredag, at anholdelserne skete i forbindelse med en ag om frihedsberøvelse af en mand i 50’erne.
Tre mænd anholdt på parkeringsplads i stor politiaktion
Tre mænd er blevet anholdt på en parkeringsplads ved Gasværksgade i Nyborg i en større politiaktion fredag eftermiddag og aften.
Mændene bliver sat i forbindelse med en sag om frihedsberøvelse af en mand i 50’erne, skrev Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse fredag aften.
I forbindelse med politiaktionen var Fyns Politi massivt til stede på parkeringspladsen, hvor mændene blev ført væk i DNA-dragter.
Det berettede Nina Jensen, der overværede politiaktionen, og som er bosat på Slotsgade tæt på parkeringspladsen.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at der holder en sort bil med åbne døre. Mænd er blevet ført væk i DNA-dragter, sagde Nina Jensen til TV 2 Fyn.
Ford fjernet
Nina Jensen oplyser videre, at der desuden var en hundepatrulje og en ambulance til stede på parkeringspladsen, der blev afspærret, mens politiaktionen pågik.
TV 2 Fyns reporter, der befandt sig på stedet, fortalte, at aktionen var færdig sent fredag eftermiddag, og at afspærringen blev taget ned igen.
- En kranbil fra Falck har desuden taget en sort Ford med, sagde TV 2 Fyns reporter, der forsøgte at få en kommentar fra Fyns Politis indsatsleder på stedet, der ikke ønskede at udtale sig.
Købehavns Vestegns Politi skrev i pressemeddelelsen, at de tre mænd ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup lørdag med begæring om lukkede døre.
Politikredsen havde desuden ikke flere kommentarer til sagen, da den fortsat efterforskes.
TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi. Det har ikke været muligt.
Lørdag oplyser Ekstra Bladet, der var til stede under grundlovsforhøret i Retten i Glostrup, at de tre mænd er sigtet for sekstimer lang frihedsberøvelse for vindings skyld, afpresning og vold.
Under grundlovsforhøret kom det frem, at en pårørende til offeret blev kontaktet og opkrævet en million kroner, ellers ville de ikke se offeret mere.
Ekstra Bladet skriver videre, at der politiets anmodning om dørlukning blev imødekommet, ligesom der er navneforbud i sagen.
De tre er nu varetægtsfængslet frem til 26. februar.
Den odenseanske kunstner Thomas Dambo er kendt for sine kæmpetrolde, som har fået mange ud på jagt efter dem i naturen.
Til foråret åbner en udstilling på kunstmuseet Arken i Ishøj, hvor der vil være otte nye troldeskulpturer, skriver DR. Det er en del af udstillingen "The Garbage Man", en ganske præcis titel, idet troldene er lavet af genbrugsmaterialer.
- Jeg vil gerne have, at det skal vise, at man kan lave de mest fantastiske ting ud af vores affald. Og at affald, hvis man behandler det på den rigtige måde, er så værdifuldt, så det hører hjemme på et museum, siger Thomas Dambo til DR.
Det er ikke kun i Danmark, man kan finde Thomas Dambos trolde. Det er også i USA, Tyskland og Kina.
Thomas har bygget 129 trolde til 17 lande - én ting holder ham i gang
Thomas Dambo skaber kæmpe trolde ud af genbrugsmaterialer med det formål at ændre vores syn på forbrug.
- Det gør en forskel at gøre en forskel, selvfølgelig gør det det. Hvis ikke det gør det, kan vi lige så godt lægge os til at dø, slår Thomas Dambo fast som svar på spørgsmålet, om hele hans kunstneriske virke giver mening.
Thomas Dambo er genbrugskunstner og aktivist. Vi står i kontoret på det der er hovedkvarteret for hans globale indsats mod overforbrug. Her, på en gård lidt syd for Roskilde, arbejder i alt 25 ansatte med at skabe hoveder, hænder og fødder til trolde af genbrugstræ. Herfra sendes delene ud til steder i verden, hvor frivillige er med til at skabe resten af figurerne.
- Vi er i gang med at bygge trold nummer 129 uden for Austin i Texas. I år tror jeg, at vi når op på i hvert fald 25 nye trolde, siger Thomas Dambo.
Succes i hele verden
Den 44-årige kunstner har succes. Ude i verden er han kendt og respekteret for sine trolde, der både skaber smil og eftertænksomhed. Ind til videre finder man trolde i 17 forskellige lande. Fra USA og Canada til Sydkorea og Australien for blot at nævne nogle få steder.
- Vi bruger jo kun en lille bitte del af verdens affald på at skabe disse trolde. Men over årene har jeg haft cirka 20.000 frivillige med til at bygge dem. Og sidste år regnede vi ud, at omkring 10 millioner mennesker har været og besøge dem. Det er store tal. Det kan da noget, mener kunstneren.
“- Det er nødvendigt at genbruge mere af vores affald.”
Rejsen frem mod den aktivistiske succes har været lang og fyldt med mange forskellige, kreative ideer. Da Thomas Dambo var i 20´erne og boede i fødebyen Odense, spillede han musik og blev siden rapper i gruppen Odense Assholes. Et legendarisk projekt hvor teksterne ofte provokerede med et glimt i øjet.
Første trolde skabt på festival
- Siden begyndte jeg at lave projekter med fuglekasser og bænke, hvor jeg arbejdede sammen med lokale frivillige. Ideen til troldene opstod på Skanderborg Festivalen. Her byggede jeg de to første, og det slog mig, at det måske var en måde at komme ud med mit budskab om, at vi har overforbrug i verden, og at det er nødvendigt at genbruge mere af vores affald, fortæller Thomas Dambo.
I Danmark er der efterhånden en del trolde på både Sjælland, i Jylland og på Fyn. På Fyn skal man lede efter trolden "Hans Hulehånd" i et skovområde på Stige Ø. En af de ting der kendetegner Thomas Damsbos trolde er, at man skal yde en indsats for at finde dem. Det skal nærmest være en leg at nå frem til dem.
Tror på at gøre en forskel
Thomas Dambos lyst til at skabe trolde er fortsat stor. Han ved - af gode grunde - ikke, om eventyret fortsætter, men han er klar til at løbe risikoen. For som han siger til slut:
- Det gør en forskel at gøre en forskel, selvfølgelig gør det det. Hvis ikke det gør det, kan vi lige så godt lægge os til at dø. Det tror jeg på. I hvert fald gør det mig glad, og det gør andre folk glade. Og selv om man så, hvis det viser sig, at det ikke gør en forskel, så gjorde det jo stadigvæk en forskel i at det skaber håb og at det gør folk glade. Så selv på det plan vil det gøre folk glade.
Troldenes magiske tal
Det tager 1.000 timer at bygge en enkelt trold.
I 2024 regner Thomas Dambo med at skabe i alt 25 nye trolde rundt i verden.
25 ansatte er med til planlægge og bygge genbrugs-kunstværkerne.
En trold koster mellem 300.000-800.000 kroner.
Trold nummer 100 hedder Månemor og bor i Hedehusene på Sjælland.
Det meste af materialerne til troldene kommer i form af foræringer af gammelt byggemateriale.
Birgitte Weinberger er lørdag kåret til årets fynbo af Fyens Stiftstidende.
Den 47-årige, der ejer Café Biografen i Odense, vandt prisen foran forfatter og foredragsholder Anders W. Berthelsen og Karin Madsen fra Demensfællesskabet Fyn.
I alt var 57 personer indstillet til prisen som Årets Fynbo, herefter udvalgte en jury ti personer, som læserne af Fyens Stiftstidende efterfølgende har kunnet stemme på.
- Jeg må tilslutte mig troen på, at kunst og kultur kan gøre en forskel i en krisetid. I krisetider må vi stå sammen, konstaterer hun med et blik ud i verden, sagde Birgitte Weinberger i sin takke tale.
Høje parykker, et langbord fyldt med make-up og en røgsky af hårlak. Det var bare nogle af de ting, man mødte i backstagerummet på anden sal til dette års Nattens Connie i Odense. En konkurrence, som kvalificerer vinderen direkte til Danmark største dragkonkurrence, Nattens Dronning.
Mina Maria Brandt gæsteoptræder under navnet Juicy Lucy. Hun lagde den danske drag-verden ned, da hun som den første kvinde nogensinde løb med sejren til Nattens Dronning.
En sejr som kvinde i en konkurrence domineret af mænd kom altså ikke helt uden skæve blikke og kække kommentarer.
- Jeg er den første kvinde, der vinder Nattens Dronning, og så var der lige et par enkelte, der lige skulle sådan markere sig. Det er jo ikke kun mig, det rammer. Det er også alle de andre kvinder. Så ja, der har været nogle kommentarer, og det skal jeg lige vænne mig til, siger Mina Maria Brandt.
Hvad er "drag"?
Ifølge landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner LGBT+ Danmark stammer ordet ‘drag’ fra engelsk og er en sammensætning af ordene ”dressing as girls”. Ordet blev skabt til at beskrive de mænd, som påtog sig rollerne som kvinder, dengang det kun var mænd, som måtte optræde i teater.
Sidenhen er ordet drag blevet brugt til at beskrive den kunstart, som benytter kostumer og makeup til at parodiere stereotypiske forestillinger om køn. Sådan beskriver LGBT+ Danmark på deres hjemmeside.
Kan kvinder være drag queens?
Det korte svar er; ja, det kan kvinder godt, ifølge Mina. Det er bare typisk personer født som mænd, der gør det. Det er i hvert fald opfattelsen fra den brede befolkning – men virkeligheden er en lidt anden.
- Der er masser af kvinder, der laver drag. Du ved det bare ikke. Du kan jo ikke se forskel. Vi har alle sammen padding, og vi har korsetter og parykker på. I mange år har kvinder lavet drag, fortæller Mina Maria Brandt.
Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen har ikke været i aktion siden slutningen af oktober, hvor han tabte til Anders Antonsen i kvartfinalen ved French Open.
Siden har Axelsen kæmpet med de samme rygproblemer, der sidste forår tvang ham ud i en operation og et halvt års pause fra badmintonbanen.
Men selvom et comeback lige nu har lange udsigter, så er Axelsen ikke klar til at kaste håndklædet i ringen. På hans Instagram-profil har man i løbet af januar kunnet følge med i, hvordan han holder sin fysiske tilstand ved lige i Dubai. Samtidig har en video fra en swimmingpool vakt opsigt.
Her kan man se Axelsen gå igennem vandet som en del af sin træning, mens hans ryg bærer præg af en solid omgang behandling. Over for TV 2 Sport bekræfter Axelsen, at listen over forskellige behandlingsformer efterhånden er lang:
- Jeg har prøvet – og prøver fortsat – en masse forskellige behandlinger for at blive smertefri, men det er uvist, hvad situationen er, siger Axelsen med henvisning til et comeback.
Axelsen har efterhånden døjet med rygproblemer i mange år, men siden det for alvor blev kritisk op til OL 2024, har han både prøvet fysioterapeut, blokader, en operation, akupunktur, osteopat og senest en alternativ kinesisk behandling, der også er en form for akupunktur og massage.
Frit fald på ranglisten
Tidligere i januar kiggede TV 2 Sport nærmere på Viktor Axelsens ranglistesituation, der lige nu forværres uge for uge. Senest har Axelsen mistet sine point for sidste års sejr i India Open, hvilket har sendt danskeren helt ned som nummer 51 på den nyeste verdensrangliste.
Det betyder, at Axelsen ikke længere er selvskrevet i de største turneringer, men kigger man på tilmeldingerne til de næste World Tour-turneringer – Super 300-turneringen German Open og Super 1000-turneringen All England i marts – har Axelsen end ikke forsøgt at tilmelde sig.
Med andre ord er han altså ikke tæt på et comeback, som situationen ser ud lige nu, og 16. februar udløber fynboens protected ranking, som indtil nu har sikret ham muligheden for at komme ind i de største turneringer. Reglerne foreskriver, at en spiller ikke kan få beskyttet sin placering igen, før der er gået to år.
Hvad betyder 'protected ranking'?
Spillere i top-32 kan ansøge om at få låst deres placering på verdensranglisten, hvis skader eller andet forhindrer dem i at spille i mellem tre og 12 måneder. Den gælder maksimalt et halvt år efter comebacket.
I Viktor Axelsens tilfælde lå han nummer tre i verden, da hans ranglisteplacering blev låst 15. april 2025. Den udløber 16. februar.
I den periode kunne Axelsen tilmelde sig turneringer, som om han lå nummer tre i verden, selvom han reelt indtog en anden placering på ranglisten (i øjeblikket nummer 30).
På nuværende tidspunkt ønsker Viktor Axelsen dog ikke at forholde sig til sin ranglisteplacering og mulighederne, før han kender yderligere til sin situation.
TV 2 Sport har tidligere været i kontakt med det internationale badmintonforbund, BWF, for at spørge til, hvorvidt det er muligt at gradbøje reglerne for en dobbelt OL-guldvinder, hvis han på et tidspunkt ønsker at gøre comeback.
- Specifikt for Viktor Axelsen kan vi ikke spekulere i, hvad vi hypotetisk kunne gøre uden at være fuldt ud klar over hans skadesituation, lød svaret.
Få den fulde appoplevelse
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
Dit digitale aftryk
Vi bruger cookies for at gøre din oplevelse bedre. Enkelte bruges til reklameformål. Vi klatter ikke med dine data, og du kan altid trække dit samtykke tilbage. Læs mere her.
Du kan altid ændre dine præferencer senere
Her kan du finde en oversigt over, hvilke cookies vi potentielt sætter.
Se flere detaljer om vores cookies her