Drømmen om et vandkantsmekka rykker tættere på: Langeland får fem millioner kroner til Shores-projekt

Milliondonationer fra Lokale og Anlægsfonden og senest fem millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond gør drømmen om at gøre Langeland til et mekka for vandaktiviteter mere og mere virkelig. Et projekt, der skal tiltrække flere turister og beboere til øen.

Langeland har længe haft planer om at blive et mekka for for eksempel svømmere, kitesurfere, vinterbadere, dykkere og lystfiskere. Det er projektet Shores, der er tale om, der tager udgangspunkt i Langelands natur, ved kysten og havet. 

Projektet skal indfri Langelands potentiale som øhavets hotspot for vandaktiviteter og tiltrække turisme, erhverv og tilflytning.

Der er udpeget fire steder på øen i Bagenkop, Rudkøbing, Lohals og Bukkemosen, hvor der ligger store bygeplaner som skal understøtte aktiviteterne.

Projekterne har fået store donationer fra fonde – og nu er også Den A.P. Møllerske Støttefond trådt til med en donation på 5 millioner kroner, der betyder, at projektet nu rykker endnu nærmere en realisering.

quote Vi er tæt på. For ikke så lang tid siden manglede vi 25 millioner kroner, nu mangler vi 10

Thomas Røddik Konradsen, Projekleder, Shores Langeland


- Det er jo altafgørende. Det er endnu et skridt på vejen. Vi skal ud og finde flere midler, men fem millioner er rigtig mange penge. Især på Langeland, siger Thomas Røddik Konradsen, der er projektleder på Shores Langeland.

Shores Langeland rykker tættere på

Med donationen fra Den A.P. Møllerske Støttefond rykker projekterne for at skabe bedre faciliteter for vandaktiviteter på Langeland tættere på.

Men der skal stadig findes flere millioner kroner, inden der for eksempel kan etableres svømmebaner i Rudkøbing eller et udspringstårn i Bagenkop.

- Vi er tæt på. For ikke så lang tid siden manglede vi 25 millioner kroner, nu mangler vi 10. Det er mange penge, men lige nu er vi i god dialog med andre, der kan se fornuften i det her, så vi håber, at det kommer til at gå som det skal, og vi kan finde de sidste midler, siger Thomas Røddik Konradsen.

Også borgmester Tonni Hansen (F) glæder sig over den seneste donation.

quote Vi regner med, at det her både er et turismeprojekt og et bosætningsprojekt, og så må det iøvrigt gerne være sjovt for os, der bor her i forvejen

Tonni Hansen, borgmester, Langeland

- Det betyder rigtig meget. Det betyder at vi er så tæt at være i mål med vores store udviklingsprojekt Shores Langeland, som jo går ud på at udnytte de 142 kilometer kystlinje, vi har her på Langeland, siger borgmesteren.

Shores Langeland skal understøtte mere end bare leg i vandet

Tonni Hansen glæder sig til at se projektet blive realiseret, og han håber, at det føste af de såkaldte hotspots, steder hvor aktiviterne skal foregår, kan begynde allerede til næste år. Det sidste om to-tre år, spår borgmesteren.

- Vi skal lige have de sidste penge med, men jeg tror på det nu, siger Tonni Hansen.

Shores Langeland skal mere end bare at facilitere god forhold for leg i vandet. Tonni Hansen kalder det et udviklingsprojekt, der kan gøre Langeland rigere.

- Det kan det, fordi turismen er væsentlig på Langeland. 70 procent af omsætningen i vores restauranter kommer fra turister, så det er væsentligt, at vi har den turisme og at vi fastholder den. Også efter corona. Men det er også væsentligt for vores bosætning, fordi havet, kysten og naturen tiltrækker sådan nogle som mig, der godt kan lide fred og ro, men også unge, der godt kan lide at kitesurfe og undervandsjage og alle de der ting, siger borgmesteren og fortsætter:

- Vi regner med, at det her både er et turismeprojekt og et bosætningsprojekt, og så må det iøvrigt gerne være sjovt for os, der bor her i forvejen.

Skal søge dispensationer

Selvom Shores Langeland er tættere på en realisering end nogensinde før, er der stadig nogle forhindringer, der skal overvindes, inden drømmen kan blive til virkelighed.

Når man vil anlægge faciliteter tæt på kysten skal der indhentes dispensationer. Projektet i Lohals ligger inden for strandbeskytttelseslinjen. Derfor kan man ikke bare begynde at bygge, selvom man har penge og plantegningerne parat.

- Nej. Det er jo sådan lidt en hønen eller ægget-situation, for vi bliver nødt til at have nogle tegninger, så vi kan søge om tilladelser, så de kan se, hvad det er, vi godt kunne tænke os at bygge. Vi er i dialog med Kystdirektoratet om, hvad vi så kan få lov til at bygge. Om det bliver en til en, det vi har på tegningerne, det er ikke til at sige. Men det er jo drømmescenariet, og så må vi se, hvad der kan lade sig gøre, siger Thomas Røddik Konradsen.

Du kan læse mere om Shores Langeland her.







Oversigt

    Oversigt